[b]En god Woody Allen-film af John Turturro[/b]

John Turturro, der af de fleste nok huskes som Jesus fra “The Big Lebowski”, instruerer med ret uregelmæssige mellemrum selv film. Der er i øjeblikket en tendens til at beskæftige sig med eksplicit sex på film – jo mere udpenslet, jo bedre (“Adèles liv”, “Nymphomaniac”, “Vådområder”). I god forlængelse heraf har Turturro kastet sig over, hvad der med et fortærsket udtryk kaldes for verdens ældste erhverv med Woody Allen i rollen som verdens måske ældste alfons.

Blomsterbinderen Fioravante har indtil flere jobs for at kunne betale regningerne, men da antikvaren Murray må lukke sin forretning, står han til at miste et af dem, indtil Murray får den pludselige indskydelse, at Fioravante jo bare kan blive gigolo. Murray hjælper gerne med kunderne. Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke er et samtaleemne, der ofte bare dukker op i samtaler, jeg har deltaget i, men nu bor jeg naturligvis heller ikke i New York. Med præmissen etableret kan vi komme i gang med historien. Det viser sig hurtigt, at Fioravante muligvis har undervurderet sine egne evner. Efterspørgslen er høj. Pengene strømmer ind, men der skal selvfølgelig være en forvikling – én af kunderne viser sig da også at være lidt ud over det sædvanlige.

Plottet er en bagatel, men det er ikke vigtigt, for det er en film, der i den grad lever i og af sine karakterer. Først og fremmest i samspillet mellem Turturros lidt vrangvillige prostituerede, der dog efterhånden begynder at værdsætte opmærksomheden og så Allens mere entusiastiske alfons. Allen spiller egentlig den samme figur, som han har gjort i næsten alle sine film, men sat op mod Turturros mere jordnære og fåmælte figur virker det friskt. Scenen, hvor de forhandler om Murrays del af overskuddet, eksemplificerer meget godt, hvordan den dynamik forhindrer Allen i at gå i selvsving. Murray taler og taler, mens Fioravante bare stille sidder og kigger på ham, hvilket får Murray til at overgive sig.

Kunden, som Murray forelsker sig i, kommer fra et hassidisk-jødisk kvarter, hvor det lokale vagtværn, i skikkelse af Liev Schreiber, holder øje med alt og alle. De scener er kilden til meget af filmens groteske humor. Jeg har altid godt kunnet lide Schreiber i komedier, og dette er endnu et bevis på, at det er en af hans forcer. Da Murray bliver kidnappet og stillet for en absurd, religiøs domstol for at forbryde sig mod Torahen, bliver inspirationen fra Turturros hyppige samarbejdspartnere Coen-brødrene særligt tydelig. Den gakkede humor truer dog aldrig med at trække filmen ned. Den balanceres hele tiden af Turturros fåmælte, men udtryksfulde skuespil og hans samspil med de betalende kvinder.

Filmens dialog er veloplagt og ofte uden pauser. Da Murray skal overbevise Fioravante om, at han har sexappeal og appellerer til kvinder, sammenligner han ham med andre mænd, der arbejder med deres hænder og bliver beskidte, og slutter med den vidunderlige kompliment: [i]”Du er frastødende på en meget positiv måde.”[/i] Der er elementer af samfundssatire i filmen såsom de to overklassedamer, der hyrer Fioravante til en [i]ménage à trois[/i], mest af alt fordi de keder sig, men det får heldigvis aldrig lov til at blive en dominerende prædiken. For det er i sidste ende en letbenet sædekomedie, hvilket den fuldt ud vedkender sig, men så til gengæld også lykkes fremragende med.