“Fahrenheit 9/11” er rendyrket politisk propaganda og en væg-til-væg tilsværtning af den amerikanske præsident George W. Bush. Michael Moores nyeste film manipulerer på alle tænkelige niveauer, og alt efter hvordan man vælger at sluge den, vil man enten væmmes ved den unuancerede og til tider direkte usaglige, “dokumentariske” stil, eller ved den fuldstændige mangel på politiske evner som Bush tilsyneladende udviser.

Efter kun fem minutter i selskab med “Fahrenheit 9/11” er man allerede blevet overbevist om, at Bush ikke er nogen voldsom kompetent politiker. De resterende godt 100 minutter bruges på at sønderbombe os med såvel dybt foruroligende som hysterisk morsomme billedeindslag, der banker Moores kritiske holdninger hjem og tvinger os igennem hele følelsesregistret. Her næres der ingen illusioner om en objektiv skildring af hverken krigen i Irak, konservativ republikansk politik eller for den sags skyld Bush-familiens forretningsforbindelser med Bin Laden-familien. Associationerne svæver frit tilbage til tidligere tiders berømte propagandistiske værker, og selvom at Bush her ikke sidestilles med rotter eller andet utøj er det ikke småting, som udtrykkes gennem filmens suggestive klipning.

På listen over syndere langes der bl.a. ud efter den amerikanske presses patriotisme, hærens aggressive rekruteringsmetoder, de meniges opførsel i Irak, demokraternes navlepilleri og tilmed en sagesløs Britney Spears, der som alle andre uskyldige amerikanere er blevet ført bag lyset af regeringens misinformation. Den bratte overgang fra lidende, lemlæstede irakere til en tyggegummignaskende Spears skal ses førend man kan tro den. Derudover synes der for Michael Moore ikke at være langt imellem den USAs nuværende præsident og en decideret diktator a la Saddam Hussein. At sprede frygt blandt befolkningen er Bush’s redskab, der ikke alene holder ham og hans nærmeste ved magten, men som også sikrer flowet af olie og penge til USA og ikke mindst Bush’s egne private selskaber.

Det politiske og økonomiske rænkespil rulles i flere tilfælde ud med, en for Moore typisk, absurd-satirisk stil, der som altid er på grænsen til at det decideret platte. I en specifik scene er Bush og hans slæng (herunder Tony Blair) blevet klippet ind i den kitschede tv-serie “Bonanza”, hvilket har til hensigt at understrege den evige karikatur af Bush som en bonderøv. Som vi senere bliver vidner til, taler han minsandten også som en vaskeægte bonderøv. Det afgørende er imidlertid, at Moore kan dokumentere sine påstande med endeløse mængder af nøgne tal, hidtil hemmeligholdte videooptagelser og en lang række ekspertvurderinger. Den grundige research gør at han slipper afsted med de mere farverige indslag, der alle er designet til at få os til at grine og derved sænke paraderne for hans ellers alvorlige politiske tirader. Det er særpræget, underholdende og dybt effektivt.

Stilen i “Fahrenheit 9/11” er overvejdne rå og rystet med grynede, digitale billeder og et til tider øredøvende lydspor. Chokeffekter på linie med en spændingsfilm er lige så vigtig en del af repertoiret, som Moores kølige voice-over, der guider os igennem de kaotiske krigsoptagelser og junglen af interne politiske relationer. Hvad angår de mange interviews, er vi stort set i stand til at afgøre, om vi har med en symaptisk og anti-republikansk eller en “ond” Bush-tilnænger at gøre, allerede inden vedkomne overhovedet når at åbne munden. Alt sammen ligger det i præsentationen og Moores magtfulde billedsprog.

Husker man optagelser som dem fra Somalia, hvor to amerikanske soldaters lig i 1993 blev slæbt nøgne gennem Mogadishus gader, har man en ide om hvor langt “Fahrenheit 9/11” går for at få sit budskab igennem. Forkullede, sønderrevne lig er kugler i Moores arsenal, og han bruger dem uden tøven, hvilket gør filmen til en afgjort barsk oplevelse – om man sympatiserer med mandens holdninger eller ej. Selvom det formodentlig er de færreste herhjemme, der vitterligt behøver en så øredøvende overhaling for at indse, at der er noget galt i USA i øjeblikket, byder filmen på en hel del vi kan tage med os.

Specielt grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen er interessant at diskutere ud fra denne sammenhæng, hvor vores egen regering netop handlede på baggrund af misvisende informationer sendt direkte fra den amerikanske regering. Noget lignende gælder de fejlagtige eller “sminkede” reporter, som vores egen militære efterretningstjeneste udfærdigede og fremlagde som argument for en krigserklæring. Der er skam god grund til, at man snakker om politisk dynamit i forbindelse med Moores film.