[b]Julen varer lige til jul[/b]

Hvorfor ligner julen aldrig den, de har på film? Måske fordi filmens jul er lavet i juli. Hvor folks ansigter stadig er rare. Eller måske fordi kælketuren er optaget i januar, hvor det faktisk sner. December er bare et skidt tidspunkt at lave julefilm. Selvfølgelig er postproduktion og planlægning en del af ligningen, og ingen kan alligevel se, at juleaften kom i kassen omkring Sankt Hans. Medmindre man som “Familien Jul” lægger det meste af sin handling i skolernes sommerferie selvfølgelig.

Jeg ved ikke, om det er ud fra den betragtning, at barnets fromme juleglæde er universel og transcenderer kalenderårets bånd. Eller at prisen på kunstig sne, simpelthen har fået manuskriptforfatterne til at tænke kreativt. Hovedpersonen Hugo ønsker sig i hvert fald, at det var jul altid. Hans udfordring er en far, der ønsker at slippe for ræset. Filmens paradoksale navneleg, Hr. Jul. der ikke kan lide jul, giver et fint billede af ambitionsniveauet.

Tilfældighedens sjove spilleri gør, at nissen Pixy læser dørskiltet og tror, at navnet betyder risengrød og julehjerter. Og jeg ved godt, at han kun er 101 år og snakker nissevolapyk, men jeg stiller mig altså noget tvivlende over for den præmis. Nissefamilien leder efter ham i ca. to min. Så skal vi videre. Og så kunne Pixy måske kigge ind af vinduet og se på den trykkede stemning. Eller flytte ind på loftet og se på fars gamle stilehæfter, hele baggrunden for biologilærerens had til julemagi og nissetrylleri. Men nej.

Julefilmen skulle vel også have sin “Mig og Charlie”, hvor den vilde nisseungdom ikke behøver en forklaring, pludselig er den der bare. Og bliver hængende. Til stor glæde for Hugo og mindre for hans far. “Familien Juls” moderne tvist er nemlig, at nisser på loftet giver stress i stuen med sygemelding og depressionslur på sofaen. Der er mange ting for de små børn at slås med. En plottråd om at få far tilbage i arbejde hos en ellers forstående mellemleder er én for meget.

Det bliver et for rodet udgangspunkt for de medvirkendes gode forsøg på at kanalisere noget juleglæde ud gennem skærmen. Paw Henriksen og Marie Askehave er søde og sjove som forældrene, Sofie Lassen-Kahlke trækker nogle grin som en overkørt fru Olsen-type, men først og fremmest er de fire børn i front udmærket selskab. De har tydeligvis hygget sig på campingpladsen. Der som location desværre bare er filmens største problem.