[b]En overlegen sæson[/b]

Den gode stime forsætter med anden sæson af “Family Guy” – en sæson, der er sin ene forgænger og alle sine efterkommere overlegen. Seth MacFarlanes prisbelønnede tegnefilmsserie er nøjagtig lige så smagløs og kompromisløs, som den var, da den oprindeligt forlod starthullerne. Men tempoet er blevet højere, vitserne er blevet skarpere, og antallet af ineffektive platheder er blevet kraftigt beskåret.

Budgetterne synes også at være vokset, hvilket blandt andet hyppigere gæsteoptrædener af diverse amerikanske kendisser synes at bekræfte. Visuelt er seriens anden sæson også mere ambitiøs end den første, selvom stilen fortsat er relativ simpel, hvilket egentlig tjener føljetonens oftest simple humor fornemt. Især et højspændt opgør i et tog i afsnittet “Dammit Janet” er ekstremt stilfuldt. En stor del af seriens jokes har stadigvæk rødder i parodier på berømte tv-serier, film og folk, der medvirker i begge. Blandt højdepunkterne er en simpelthen genial reference til “Dallas” i åbningsepisoden “Da Boom”, der endda byder på selveste Patrick Duffys deltagelse, som i sin tid spillede Bobby i den populære sæbeopera.

Men nu, hvor publikum også har fået tilstrækkelig tid til at lære figurerne at kende, synes ophavsmændene at have større tillid til at lade karaktererne selv fremtvinge latter. Seriens hyppigere brug af karakterdrevet humor er yderst prisværdig. Forholdene mellem den centrale families medlemmer har udviklet sig, og samtalerne imellem dem er som regel fornøjelige. F.eks. udvikler seriens excentriske, psykopatiske baby, Stewie, og familiens intelligente, talende hund, Brian, sig til et dynamisk makkerpar.

Der er folk, som fortsat kritiserer “Family Guy” for at være amoralsk og lige lovlig vulgært nonsens, der sigter efter laveste fællesnævner. Men ligesom i den mindst lige så kække “South Park” kan man sagtens finde masser af substans bag “Family Guy”s flamboyante facade. Især familieoverhovedet Peter konfronteres ofte med sin egen og omverdenens snæversynede arrogance på samme måde som Homer Simpson. Figurens stupiditet og smålighed er så mærkbar, at det bliver svært for alvor at påstå, at “Family Guy” blåstempler uetisk opførelse. Hvis der er noget, som “Family Guy” virkelig opfordrer sit publikum til at gøre, så er det at le, og den konklusion vil føljetonens ophavmænd heldigvis finde svær at modsige.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 4:3 full screen-format. Denne udgivelses transfers er kvalitetsmæssigt mage til dem, der fulgte med den sidste udgivelse. “Family Guy” ser godt, men ikke fantastisk ud på dvd. Farverne er billedsidernes største styrke. De er dejlig varme og mætte, og de virker aldrig matte. Kontrasten er også fornem, billedet er skarpt, og hverken edge-enhancement eller snavs optræder. Men der optræder til tider komprimeringsfejl rundt om bevægende objekter. Og hvis man afvikler episoderne på en progressiv skærm, vil man også spotte visuelle ‘ekkoer’, der skyldes et interlacingproblem. Selvom de fleste normale tv’er kan kompensere for problemet, vil man stadigvæk en sjælden gang imellem få en fornemmelse af, at objekterne og karakterernes bevægelser er lidt slørede.

[b]Audio[/b]

Skivernes Dolby Surround 2.0-lydspor er en anelse bedre end de lydspor, der fulgte med udgivelsen af føljetonens første sæson. Bunden er mere solid, overstyring hænder stort set aldrig, og så udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis. Du vil næppe blive blæst væk af disse lydspor, men de er altså ganske hæderlige.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der medfølger desværre intet ekstramateriale.