[b]Stjernenørdet roadtrip[/b]

[i]ADVARSEL! Denne film indeholder referencer og jokes, som er tyvstjålet fra “Star Wars”- universet. Personerne og handlingen i “Fanboys” er ren imitation. Ligheder med de originale stjernekrigsfilm er lavet med fuldt overlæg.[/i]

Du er hermed advaret. For kender du ikke til “Star Wars”-universet, vil du højst sandsynligt sidde uforstående, når de fire nørder i den amerikanske komedie “Fanboys” har livlige diskussioner om Luke Skywalkers seksuelle forhold til Prinsesse Leia, eller når de på kluntet vis prøver at score piger ved at recitere replikker fra filmene.

Har du derimod brugt det meste af din barndom bevæbnet til tænderne med et plastik-lyssværd fra BR, mens Star Wars-temaet kørte som underlægningsmusik inde bag grydefrisuren, så vil du trække på smilebåndet op til flere gange i filmen. Men nok heller ikke mere end det.

“Fanboys” tager os tilbage til det skelsættende år 1998, hvor “Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende” langt om længe var ved at være klar til at få biografpremiere, og samtlige Star Wars-fans måtte krydse deres ben for ikke at tisse i bukserne af begejstring over det, de havde i vente. Dette gælder også for filmens fire hovedpersoner, der beslutter sig for at bryde ind på George Lucas’ ranch for at se filmen før alle andre. Hvad, der herefter følger, er en klassisk roadtrip-fortælling, hvor den absurde handling flyver af sted med ‘lightspeed’ akkompagneret af moralen om, at ‘man skal turde være den, man er.’ En morale, der efterhånden er presset så meget for substans og originalitet, at selv George Lucas ville tage sig til hovedet og udbryde: [i]”Nu må det stoppe!”[/i].

Men det har nu heller aldrig været den originale historie og den tankevækkende morale, der har trukket det store læs i komediegenren. Og “Fanboys” fungerer udmærket som plat komedie med hang til jokes under bæltestedet og popkulturelle referencer i hobetal. Som i det ultrakiksede opgør mellem de fire Star Wars-nørder og en flok bebumsede Star Trek-fans – anført af en fedladen Seth Rogen – hvor det værste, man kan gøre, er at kalde Han Solo for en bøsserøv eller smadre en statue af Captain Kirk. Den scene fungerer glimrende, men er samtidig også et godt eksempel på filmens største problem: Den henvender sig til et alt for snævert publikum.

Hvis ‘Kraften er svag’ hos seeren, og minderne om Star Wars-universet befinder sig i en galakse meget, meget langt væk, så vil mange af vittighederne gå tabt og historien om de fire venners forsøg på at indskrive sig i nørdernes Hall of Fame hurtigt være glemt igen.