[b]Efter juleaften[/b]

Det bliver ikke mere julet, når man hedder Ingmar Bergman. Den modernistiske instruktør-kæmpe er sjældent let at holde af. Men i “Fanny og Alexander” gør han et ærligt forsøg. Det pyntede grantræ, juleskinken på spisebordet dækket med rød dug og [i]’Nu er det jul igen…'[/i] syngende og dansende igennem Fru Ekdahls overklassehjem. Det er rigtig jul, men også rigtig Bergman, når julefesten efterfølges af skrig, smæk og grum eksistens.

For Bergmans vel nok bedste film er delt midt i to. Det begynder med julefesten, hvor der dekadent drikkes og hores og ædes og julehygges, som kun en rig kunstnerfamilie kan gøre det. De taler åbent om, at de spiller deres roller – også når de ikke er i teatret. Bergman gør tydeligt opmærksom på illusionen, og huset er deres scene. Rummet, der er beklædt med røde gardiner, kjoler og duge. På den der måde, som rød kun kunne se ud i begyndelsen af 1980’erne, hvor den her flotte repremiere-kopi oprindeligt er fra.

I den første halvdel er der langt til Bergmans tidlige og så skrabede minimalisme i sort og hvid og få ord. For rollerne på scenen vil have publikum til at glemme den svære verden derude. Det siger de selv. Men der er ikke langt til hvisken og råb. Ja, endda det mest rædsomme skrig, jeg har hørt på film. Emelie skriger over sin teatermands død. Hvad stiller man op som enkefrue med to børn – titlens Fanny og Alexander – i begyndelsen af 1900-tallet?

Det er i svaret på det spørgsmål, at tonen skifter. Og scenen skifter. Et nyt, stort hus. Men uden den dekadente røde, men derimod den spartansk kalkhvide hos biskoppen med guldkorset om halsen, der kan lide det rent og strengt. Jeg er vild med Jan Malmsjö i rollen som det dumme svin til Biskop Vergerus, som tror på SMÆK! frem for kram, når det gælder børneopdragelse. Det får særligt den trodsige Alexander at mærke. Han er vant til teaterfamiliens leg med rollerne. Men ikke her i den anden halvdel. Her kan du vælge imellem sandhed eller blodrød bagdel.

Sådan sætter Bergman to modsætninger effektivt og episk op i sæsonens mest beske juletilbud. Det er både det varme klassedrama a la “Matador” og så en slutning, der er så “Persona”-mærkelig, at ingen kan være i tvivl om, at den svenske kæmpe har været på spil. Det er de to sider af julen. Den kvalmende fest og den fanatiske religion.