Fire: Ja. Fantastisk: NejMed et efternavn som [i]Story[/i] havde man alligevel forventet, at instruktøren bag “Fantastic Four”-filmene havde haft en bedre sans for at skrue en god fortælling sammen. Uheldigvis er “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” nøjagtig lige så tumpet som filmselskabets beslutning om at hyre de samme folk, der lavede den miserable etter, til at lave fortsættelsen.
[image=21959]
Noget af det mest enerverende ved den første “Fantastic Four”-film var, at der næsten ikke skete noget i hele filmen. Efter fortællingens fire superhelte havde fået deres kræfter forholdsvis tidligt, gik de for det meste bare rundt og diskuterede deres superhelteevner med hinanden. Og det endelige klimaks havde passet bedre ind i begyndelsen af en gusten direkte til dvd-thriller. Men der var god grund til at forvente, at der ville være mere gang i den i fortsættelsen, for nu var alle karaktererne jo blevet etableret, og heltene havde vænnet sig til deres evner. Der var ikke længere grund til at spilde tid på tørre redegørelser, snørklede forklaringer eller langstrakte forhistorier.
Men ak… “Fantastic Four: Rise of the Silver” besidder alle sin forgængers talløse svagheder og fåtallige styrker. Selvom der kun går blot 80 minutter fra filmens åbningssekvens til rulleteksternes start, føles filmen mindst dobbelt så lang. Spændingskurven forbliver tæt på nulpunktet gennem filmens første tre kvarter, og ligesom etterens endelige opgør virker toerens klimaks som en eftertanke. De forholdsvis talentfulde skuespillere skænkes ikke én eneste mindeværdig replik, og karakterernes udvikling er lige så markant som et græsstrås vækst på en gennemsnitlig eftermiddag. Faktisk er det heroiske firkløvers modstander, den såkaldte Silver Surfer, fortællingens eneste virkelig interessante karakter, selvom han forholdsvis sjældent optræder eller udtaler sig.
[image=21961]
Heltenes gamle modstander, Doctor Doom, dukker også op. Men ligesom stort set alt andet i dette ekstremt kommercielle, uinspirerede roderi virker Dooms optræden aldeles ligegyldig. Hvordan i alverden kan forfatteren Mark Frost gå fra at skabe “Twin Peaks” til at skrive sådan noget bras som dette? Effekterne veksler mellem det fornemme og delvist acceptable, mens det er uhyre svært at erindre bare den mindste snert af John Ottmans trættende musik. Filmens bagmænd har ikke lagt skjul på, at deres primære målgruppe er børn, nykronede teenagere og folk, der finder genrens andre bestanddele for seriøse. Men filmens forgæves forsøg på at blande barnlig pruttehumor med storladen action efterlader den i en underlig form for limbo, hvorfor den ikke finder fast fodfæste.
Igen er det primært samspillet mellem skuespillerne Chris Evans og Michael Chiklis, som hhv. spiller den forfængelige The Human Torch og temperamentsfulde Tingen, der redder filmen på målstregen. De to garvede entertainere lader sig ikke intimidere af den lunkne drejebogs begrænsninger. Parrets fælles karisma er simpelthen for stærk til at blive lammet af instruktøren og manuskriptforfatternes uduelighed. Evans og Chiklis indsats er mere heroisk og imponerende end noget som helst, fortællingens populære superhelte præsterer – men det er desværre langtfra nok.
[image=21962]
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” ser omtrent lige så godt ud, som en nyproduceret blockbuster bør. Farverne er flotte – mætte og naturtro. Kontrasten er enormt solid, og der er ingen tilfælde af edge-enhancement, støj eller snavs. Billedet er til tider en smule blødt, men aldrig decideret uskarpt.
AudioAf uransagelige årsager indeholder discen et italiensk DTS-spor, men hvis man vil lytte til filmen på engelsk, må man nøjes med et Dolby Digital 5.1-mix. Det er dog også mere end hæderligt. Filmens fåtallige actionscener sætter anlægget på en gevaldig prøve (især subwooferen), og der er adskillige fine panoreringer. Hverken dialogen eller musikken overdøves af lydsidens andre elementer.
[image=21963]
EkstramaterialeDer udkommer to udgaver af filmen herhjemme på dvd, hvor den ene blot indeholder én disc, mens den anden indeholder en ekstra skive med endnu mere ekstramateriale. Når man smækker den første disc i afspilleren, præsenteres man for trailere til “The Dark is Rising”, “Garfield Gets Real” og “Futurama: Bender’s Big Score”.
På 2-disc udgivelsens første disc befinder der sig også filmen, og der er blevet indtalt to kommentarspor til den. Instruktør Tim Story har indtalt et alene, og det er desværre tørt og kedeligt. Instruktøren holder adskillige pauser og siger næsten intet af interesse. Det andet er med produceren Avi Arad, manuskriptforfatteren Don Payne og klipperne Peter S. Elliot og William Hoy. Formentlig fordi, der er flere deltagere, er der færre pauser på dette kommentarspor, men der er dog desværre alligevel en del pauser, og det er ikke meget mere interessant end Story-kommentarsporet.
[image=21964]
Disc 1 indeholder også fem slettede/forlængede scener, som Tim Story har indtalt kommentarer til. Imod al forventning viser disse scener sig faktisk at være forholdsvis interessante – der er bl.a. en alternativ, flot titelsekvens og en morsom scene i en souvenirshop. Der medfølger også tre storyboardsekvenser, som Story kommenterer. “The Fantasticar: State of the Art” (11 min.) går tæt på designet af superheltenes avancerede bil. “The Four Elements” (12 min.) handler om tegneserien og forholdene mellem dens figurer. Featuretten er forholdsvis interessant, men lige lovlig kort.
Disc 2 indeholder to dokumentarer. I “Family Bonds” (47 min.) følger kameraet filmens bagmænd fra før, optagelserne gik i gang, til færdiggørelsen af produktionen. Der er masser af sobre, interessante interviews og forbavsende intime og ofte morsomme behind-the-scenes optagelser. “Sentinel of the Spaceways: Comic Book Origins of the Silver Surfer” (39 min.) er endnu bedre. Dokumentaren handler om filmens sølvfarvede surfer og byder på interviews med alskens tegneserieforfattere såsom Stan Lee og Jim Starlin. Alt fra figurens tilblivelse til de forskellige fortolkninger af karakteren diskuteres. Fans har måske hørt det hele før, men for de nysgerrige uindviede er dokumentaren et must.
[image=21957]