[i]”Hvad så Ole, dit røvhul”[/i] vrisser den gamle onkel Anders i Jess Ingerslevs skikkelse, og så burde det ellers være slået fast med syvtommers søm at vi befinder os i en opdateret udgave af “Far til fire”. Det skorter absolut ikke på situationer hvor de voksne tilskuere risikerer at få deres popcorn galt i halsen, når der bliver trampet rundt i barndomsminderne.

Det er ikke første gang man forsøger at genoplive den succesfulde filmserie. “Far til fire i højt humør” fra 1971 forsøgte det samme, men familiens høje humør smittede ikke synderligt af på publikumet, og det blev ikke til mere end den enlige svale.

I den nye udgave bliver Far fyret, ligesom Karl Stegger i sin tid gjorde tilbage i 1956 i “Far til fire i byen”. Firmaet han arbejder for har fået en ny slibrig chef, som synes at det er vigtigt at få markeret en frisk ungdommelig linie. Chefen beslutter sig for at skille sig af med den gammeldags Far, der end ikke kan finde ud af at bruge en computer eller en lommeregner. Nedslået må familien konstatere at uden det gode revisorjob bliver de nød til at sælge huset, så inden længe har børnene sat fut i en kampagne der skal give Far en mere ungdommelig fremtoning og derved skaffe ham det gamle job tilbage.

En ungdommelig fremtoning er, i børnenes øjne, noget med at han skal have streetwear, hængerøv i bukserne og tale mere ungt alá: [i]”Hvad så dér”[/i] og [i]”Jeg rykker for vildt!”[/i]. Resultatet er naturligvis ret så forudsigeligt, men takket være familiens støtte begynder Far ikke desto mindre langsomt at vinde viljestyrken og håbet tilbage. Samtidig finder Lille-Per på nye måder at skaffe familien flere penge på lommen, og takket være hans utraditionelle tilgang til problemet, begynder politiet snart at være på udkik efter en lille dreng med en stor elefant.

Når man genser de gamle “Far til fire” film i dag så er det overvældende hvor himmelråbende naive og direkte de er. Al overflødig handling og psykologisering er skåret væk og resultatet er nogle meget stramme og direkte film der måske ikke er stor kunst (eller kunst overhovedet for den sags skyld), men ikke desto mindre appellerede bredt til familien og særligt de yngste medlemmer.

Det er dog ikke bare Far men også filmen der undergår en ungdommelighedsskur, og ligesom i hans tilfælde, falder noget heldigt ud, mens andre elementer bliver ufrivilligt komiske og temmelig malplaceret. Ole er her en langhåret spirende rockmusiker, og Søs’ kæreste Peter er blevet til en tjekket modelfotograf. Lille-Per figuren er stort set uforandret og virker her som en lidt spøjs anakronisme. Det samme gør den små-senile Onkel Anders, men takke være Jess Ingerslevs forrygende imitation af Peter Malbergs gamle rolle, er han alligevel et af filmens mest underholdende indslag som han vralter ned af gaden ganske tabt i sin egen verden. Niels Olsen gør derimod intet forsøg på at ligne hverken Ib Schønberg eller Karl Stegger, men leverer til gengæld en komisk præsentation med upåklagelig timing og hjerte.