Lars Løkke er skyld i “Far til fire – på toppen”. For Fars job er blevet udflyttet til provinsen. Der gider han ikke bo, så nu må han finde nyt job i en genstart af “Far til fire”-franchisen, som tyder på, at en doven franchise har godt af en udflytning. Måske burde Carl Mørck og “Klassefesten”også blive udflyttet? Bare for at forsøge noget nyt.
[image=94655]
Selvfølgelig skal Mie og Ole da kunne ringe efter hjælp, når de er fanget i en klippe-grotte ude i ødemarken et sted i Norge. Og lige så selvfølgelig får Far da svar på jobansøgningen med e-mail. “Far til fire” er landet i fremtiden, som vi andre kalder nutiden. Her er der mere skør humor end ‘fest-original’-moralerne og de maniske Onkel Anders-grin fra fortiden. “På toppen” er næsten surreel, når Far bliver kaldt Far på arbejde, imens Onkel Anders forsikrer om, at han skam altid er blevet kaldt Onkel Anders – også da han var barn..!
[image=94658]
Det sker på tur til Norge, der udvikler sig til et langt reklame-indslag. Turen med færge foregår med Fjordline.com, som har det sødeste personale, der inviterer Per på besøg hos kaptajnen. Destinationen er Voss Resort, hvor Far og de fire kigger beundrende i det store aktivitets-katalog igen og igen og igen. Her kan man klatre i klatreskoven, kører på mountainbike, rapelle, svæve i vindtunnel og overnatte i det fri ved bålets skær. Og hvor er det bare en flot udsigt, som Søs siger.
[image=94659]