Filmz
Fast & Furious

Fast & Furious

Medvirkende:

Vin Diesel, Paul Walker, Jordana Brewster, Michelle Rodriguez, John Ortiz, Laz Alonso, Gal Gadot, Jack Conley, Shea Whigham, Liza Lapira, Sung Kang, Tego Calderon, Don Omar, Mirtha Michelle, Greg Cipes

Instruktør:

Justin Lin

Genre:

Action

Fast & Furious

[b]Det er benzintanken, der tæller…[/b]

Det var formentlig de færreste biografgængere, som i januar skimmede listen over årets potentielle blockbusters og forudså, at filmsæsonens mange muterede superhelte, troldmænd, megarobotter og G.I. Joes ville blive overhalet og overgået af de toptunede racerbiler i “Fast & Furious”. Men det fjerde kapitel i “The Fast and the Furious”-føljetonen var en af årets store positive overraskelser – en habil thriller med fart over feltet og et stort temperament, så for en sjælden gangs skyld kan man sige, at en moderne actionfilm leverer nøjagtig, hvad emballagen hævder.

[image=47726]

Der var ellers flere gode grunde til at være skeptisk inden filmens premiere i foråret. Franchisens tre foregående film havde deres øjeblikke, men der var tydeligvis ikke meget mere end damp tilbage i seriens benzintank. Fans tog varmt imod nyheden om, at hovedrolleindehaverne fra den første film vendte tilbage, men ensemblets comeback forekom en smule desperat. Paul Walkers karriere var gået lidt død efter hans lovende indsats i “Running Scared”. Michelle Rodriguez virkede fast besluttet på at smadre sit omdømme via hyppig spirituskørsel. Og fremtiden så også sort ud for Vin Diesel, som havde medvirket i så mange flops, siden han udråbte sig selv til at være tyve millioner dollars værd pr. præstation, at mange producere ikke ville røre ham med en ildtang.

Sagt med andre ord: “Fast & Furious” lod til at være et stort tilbageskridt for skuespillerne – udelukkende begået for at hive nogle sikre gysser hjem til bankkontoerne via seriens talstærke fans. Men det er åbenlyst ikke dollartegn, der får filmstjernernes øjne til at lyse op, men derimod reel begejstring. Skuespillerne har det så sjovt med atter at spille deres respektive CV’ers mest kendte figurer, at man ofte nikker, smiler og klukler uden helt at være bevidst om hvorfor. Man føler sig øjeblikkeligt i godt selskab med karaktererne – stærkt hjulpet på vej af den enestående kemi mellem skuespillerne.

[image=47727]

I rollen som FBI-agenten Brian O’Conner afslører Walker glimtvis det imponerende drive, som “Running Scared” understregede, han har. Michelle Rodriguez og Jordana Brewster gør det også godt som filmens kvindelige frontfigurer, men Vin Diesel er truppens ubestridte spydspids. I en film spækket med vanvittige stunts, overdimensionerede biler, tossede slyngler og latterlige klip af dansende modeller i slowmotion havde det været let for Diesel bare at køre på [i]cruise control[/i] og lade musklerne føre ordet. Men Diesel tackler rollen som den karismatiske forbryder Dominic Toretto med respekt og en beundringsværdig seriøsitet, der løfter filmen og får manuskriptets lettere grinagtige monologer om ære og retfærdighed til at glide ubesværet ned.

Historien er en lidt banal skrøne om politi og røvere. Gedigne twists er desværre sjældne, men karaktererne er så charmerende og actionsekvenserne så opfindsomme, at man aldrig keder sig. Filmen lægger ud med et brag af en startsekvens og slækker sjældent grebet om koblingen. Humoren sidder i øvrigt lige i skabet – en tilpas dosis selvironi forhindrer filmen i at blive en pinlig parodi på sig selv modsat mange af årets andre blockbusters. Computereffekterne svinger kvalitetsmæssigt, men der er heldigvis kun få af dem. Det gør det langt lettere at tro på, at der er fare på færde under de mange biljagter, når man kan se, at ægte køretøjer og mennesker er involveret og ikke kun computerskabte tændstiksmænd. Og den bombastiske lydside går perfekt i spænd med billederne.

[image=47724]

Det siger nok nærmere noget om dette sløje filmår end om “Fast & Furious”, at den er endt som en af sæsonens fornøjeligste amerikanske film. Men instruktøren Justin Lins anden “The Fast and the Furious”-produktion pointerer med forbavsende stor overbevisning, at hjernedød underholdning absolut har en plads i det filmiske landskab, så længe man altså ikke udelader “underholdning” fra ligningen – noget, de fleste af Lins kollegaer hyppigt glemmer i jagten på den laveste fællesnævner.
[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er enorm, kontrasten er perfekt, farverne er mætte og naturtro, og hverken edge-enhancement, komprimeringsfejl eller utilsigtet gryn forekommer. Nogle af de computergenererede baggrunde fremstår en kende uskarpe og uvirkelige, men det gjorde de også i biffen, og der er slet ikke nok af dem til at frarøve transferet topkarakter.

[image=47725]

[b]Audio[/b]

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er et af årets mest aggressive og underholdende lydspor. Der er meget få tilnærmelsesvis stille scener, men under disse bliver billederne suppleret af en masse subtile lydeffekter fra samtlige højtalere, der får omgivelserne til at fremstå mere levende. Men actionsekvenserne er lydsporets hovedattraktion. Subwooferen brummer løs, når der trædes på speederen. Lydsporets utallige fantastiske panoreringer får jævnligt én til at føle, at bilerne suser forbi i stuen, og de musikalske indslag og replikkerne lyder klokkeklare og drukner aldrig i al hurlumhejet.

[b]Ekstramateriale[/b]

Det informative kommentarspor med Justin Lin overgås af det fantastiske videokommentarspor med Lin og Paul Walker, som debatterer udvalgte scener og viser alskens storyboards, videoklip fra optagelserne osv. Man kan også vælge at se en masse informationer om bilerne under filmen. Desuden medfølger trailere til alle seriens film, en musikvideo, fem minutters muntre fraklip, mere end en hel times velproducerede dokumentarer (primært omhandlende bilerne og filmens stunts) og ikke mindste kortfilmen “Los Bandoleros” (21 min.), som er instrueret af Vin Diesel og foregår umiddelbart før filmen. Du kan bogmærke scener, og hvis din afspiller er tilkoblet internettet får du adgang til endnu mere videomateriale og muligheden for at lave din egen musikvideo med klip fra filmene. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

[image=47728]

Kort om filmen

Otte år er gået, hvor Dominic Toretto har levet i skjul i Sydamerika, men ikke uden at benytte sit fantastiske talent for racerkørsel til at lave små kup. Nu tvinger et tragisk dødsfald ham tilbage til USA for at øve retfærdighed og dermed uundgåeligt til konfrontation med den politiagent, Brian O’Conner, som i sin tid lod ham undslippe. De to mænd, der er på hver sin side af loven, må lægge uoverensstemmelserne til side for at få utrolige ting ud af de firhjulede fartmaskiner i forsøget på at infiltrere den narkobande, der har gjort dem begge ondt.

Galleri

Ads by MGDK