[b]Over[i]gearet[/i] actionbrag[/b]

Jeg har en tilståelse: Jeg har længe haft en svaghed for “The Fast and the Furious”-filmene. Ja, du læste rigtigt – disse nedsablede actionbrag har længe befundet sig på listen over mine personlige [i]guilty pleasures[/i]. Det pudsige er, at jeg nærmest ikke kunne være mindre interesseret i biler. Jeg har ingen forstand på hestekræfter, jeg aner ikke, hvordan de fleste bilmærkers logoer ser ud, og jeg har kun en vag forestilling om, hvad en cylinder egentlig er. Alligevel har jeg moret mig kosteligt (og indimellem krummet tæer) under seriens fem spillefilm.

Jeg nærer ingen illusioner om, at de fem film er fuldkomne. De har alle fejl og mangler – nogle flere end andre. Men på mirakuløs vis har “The Fast and the Furious”-føljetonen formået at undgå mange af de faldgruber, der har torpederet andre store Hollywood-franchises. Filmene forfalder aldrig til pinlig pruttehumor, de holder sig fra overdreven brug af CGI, og (bedst af alt) de forvilder sig aldrig ud på alenlange, ligegyldige sidespor. Det er altså en stribe fedtfattige actionfilm fattige på logik og mindeværdige plot, men heldigvis endnu fattigere på banaliteter og bøvet humor, og “Fast & Furious 5” er seriens hidtil bedste del.

Det kan virke svært at holde rede på seriens fem film – det første kapitel hedder “The Fast and the Furious”, den fjerde film hedder næsten det samme, “Fast & Furious”, men den er i virkeligheden en prequel til treeren, “The Fast and the Furious: Tokyo Drift”, som [i]også[/i] foregår efter “Fast & Furious 5”. Forvirret? Det kommer du ikke til at være længe, for “Fast & Furious 5” træder øjeblikkeligt speederen i bund og ser sig sjældent tilbage. Jovist, fans får serveret kendte ansigter og indforståede referencer, men man behøver bestemt ikke noget indgående kendskab til serien for at kunne følge med.

Vi hænger atter ud med de gæve gutter Dominic Toretto (Vin Diesel) og Brian O’Conner (Paul Walker), som lever i eksil i Rio de Janeiro ovenpå deres småkriminelle strabadser i den sidste film. Men efter et hasarderet røveri bliver de sympatiske tyveknægte uretfærdigt anklaget for at have myrdet to amerikanske narkobetjente, og så får duoen pludseligt en toptrænet FBI-patrulje på nakken, der dirigeres af muskelbundtet Luke Hobbs (Dwayne “The Rock” Johnson). Samtidig hiver Toretto og O’Conner fat i flere af deres gamle venner (praktisk talt alle nøglefigurerne fra de tidligere film) for at få dem til at deltage i et storstilet indbrud, som forhåbentlig kan kaste så mange kontanter af sig, at d’herrer omsider kan læne sig tilbage og nyde tilværelsen.

Som man nok kan høre, har filmmagerne lige lovlig mange bolde i luften på samme tid, og selvom der uden tvivl er mere kød på historien her end i de forrige film, er fortællingen stadigvæk alt for mager til at kunne holde til en spilletid på 130 minutter. Efter en hæsblæsende start går filmen kraftigt ned i gear og bliver en slags pendant til “Ocean’s Eleven”, hvor Toretto og Co. udarbejder kuppet hos byens største gangster. En midterdel fyldt med sniksnak og møjsommelig planlægning bremser filmens mægtige momentum, men heldigvis går filmen fra tredjegear til [i]over[/i]gearet i dens sidste akt, hvor projektiler, knytnæver og biler kolliderer i en uimodståelig kakofoni af flammer, lyd og ægte, sindsoprivende stunts.

På skuespilfronten er Paul Walker nøjagtig lige så stiv og mumlende som altid. Hvad i alverden blev der af den Walker, som demonstrerede så meget potentiale i den undervurderede thriller “Running Scared”? Heldigvis er Vin Diesel filmens primus motor (næstefter selve bilmotorerne, naturligvis), og hans præstation er en herlig pærevælling af alvor og selvironi, der spejler filmens indstilling. Johnson er i topform og tydeligvis i humør til at sparke røv ovenpå en lang række farcer og familiefilm, og selvom jeg ikke er decideret fan af de to, kunne jeg alligevel mærke min indre drengerøv skråle af begejstring, da de gigantiske actionstjerner omsider gik i flæsket på hinanden. Det er sekvenser som den, der gør, at jeg ikke kan undgå at se en smule frem til “Fast & Furious 6”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Solid kontrast, upåklagelig farvegengivelse, celluloidagtigt look, perfekt grynniveau og ikke skyggen af støj, snavs, banding eller edge-enhancement. Kort sagt: Et fejlfrit transfer.

[b]Audio[/b]

Vrissende motorer, lynhurtige biler, enorme eksplosioner og brutale slåskampe… Var der nogensinde nogen tvivl om, hvorvidt dette DTS-HD Master Audio 5.1-mix ville sparke røv? Samtlige slag, eksplosioner og kollisioner har en fantastisk slagkraft takket være udsøgt brug af hele kanalnetværket, hvor især subwooferen gør sig bemærket. Hverken musikken eller replikkerne går tabt i det auditive bombardement, hvor lydens klarhed og de raffinerede panoreringer transformerer hjemmebiografen til en vaskeægte væddeløbsbane.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Justin Lin har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, hvor han ganske ydmygt og velformuleret gennemgår skabelsen af filmen, samarbejdet med skuespillerne osv. Der er også produceret en række detaljerede scenegennemgange samt et video-kommentarspor, som kører under filmen og undervejs byder på relevante interviews og klip fra optagelserne.

Derudover er her et væld af korte dokumentarer, der tilsammen varer 72 minutter, og som primært fokuserer på filmens karakterer, skuespillere, biler og stunts. Dokumentarerne er en anelse overfladiske, og der er rigeligt med verbalt rygklapperi, men heldigvis er her langt flere spændende anekdoter og klip fra optagelserne. De to minutters slettede scener er fuldstændig ubetydelige, men de knap fem minutters fraklip er ganske morsomme. Man har også mulighed for at bogmærke ens yndlingsscener. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.