[b]Selvkørende biler[/b]

Jeg er enig med Vin Diesel. Det handler ikke om, hvad du har under hjelmen, men derimod om, hvem du har bag rattet. I den forstand er F. Gary Gray en dårligere chauffør end instruktør-forgængeren, James Wan. For selv om ‘FF’-filmene på alle måder efterhånden virker selvkørende på automatpilot, så er det bare ikke alle, der kan styre den her slags heste- og machokræfter.

For “Fast & Furious”-franchisen fortsætter sit spor som en James Bond-film på fire hjul. Dom og de andre er regulært superhelte i biler. De var Marvel-kække, før “The Avengers” var det. Som 007 skal de hele verden rundt; fra Cuba til Berlin, New York til Rusland. På jagt efter en skurk, der heldigt nok også er glad for biler. Atombombe-koder stjæles af en ond blondine, der terror-hacker en hel hær af biler, som dog ikke forfølger tidens etiske debat om ansvaret for den selvkørende bil. Den slags har Vin Diesel & Co. ikke tid til. Fart på!

I stedet er det hele igen et påskud for at udføre “Mission: Impossible”-stunts… I biler. Manuskriptets undskyldning er denne gang, at Dom er blevet truet til at blive modkørende bilist. Han er tvunget til at hjælpe den sexede blondine-skurk med en rutine-plan om atomvåben og 3. verdenskrig. Hun er kun en hvid kat fra at være Blofelds datter. Og hun stunt-tvinger nu Dwayne Johnson, Jason Statham og de andre hurtige til at køre fra en atomubåd på det russiske ishav i en scene, der bliver mere CGI-plastisk, end da Wan smed bilheltene ud med motor og faldskærm i den bedre 7’er.

“Fast & Furious 8” er tværtimod bedst, når den søger tilbage til begyndelsen. Gaderæs, mand mod mand, bil mod bil. Sådan er det i åbningen, hvor Dom besøger sin fætter i et farverigt eksotisk Cuba med masser af bagdele i [i]short shorts[/i]. Med hjælp fra en Capitalistisk Coca Cola bakker Dom sin brændende bil først i mål i en scene, der indkoger det meste og bedste ved “Fast”-franchisen. Babes og biler. Først i mål og så den her selvhøjtidelige [i]respect[/i], som senest og potent ærede Paul Walker. Her nægter Dom at tage sin gevinst, de cubanske bilnøgler. Amerikaneren er ikke kommet til Cuba for at tage, men for ligeværdigt at konkurrere, imens tørsten slukkes med en Cola. USA er ankommet – et gademaleri med Che må nu nøjes med at se på.

Derfra har de mange film om mænd og kvinder i biler bare udvidet sig. Bedst personificeret ved Dwayne Johnsons deforme tattoo-krop, der også udvider sig fra film til film som en anden muskelhund. Det samme gør [i]castet[/i]. Helen Mirren er overraskende gangsta-mor, imens Scott Eastwood er ny mellemleder for heltene. Det er efterhånden for meget og for tungt som det kors, Dom bærer om halsen, imens han højstemt siger ting om [i]fate[/i] og [i]family[/i], som kun en provins-rocker sådan for alvor kan tage som alvor.