[b]WikiNice[/b]

Den excentriske frontmand for WikiLeaks, Julian Assange, er ikke vild med “The Fifth Estate”. Umiddelbart med rette. Den er baseret på oplevelser beskrevet af hans tidligere kollega og nuværende ærkefjende, Daniel Berg, der måske ikke har det bedste at sige om sin tidligere ven. Men den skepsis er delvist uberettiget. “The Fifth Estate” er nemlig ikke et angreb imod Assange. Uanset hvad den er, og om du hepper på WikiLeaks eller ej, så er “The Fifth Estate” en eminent filmoplevelse.

Det handler om to mænd, to venner, der sammen skabte en sprængfarlig og kontroversiel hjemmeside. Det venskab udviklede sig senere til fjendskab over den her hjemmeside, WikiLeaks, der afslørede alverdens efterretningshemmeligheder. Der kan ikke herske megen tvivl om, at Julian Assange er en af vor tids mest fascinerende og debatterede mennesker. Kan filmen leve op til ham?

Det er tæt på. Instruktør Bill Condon har lagt en stil for sin film, der ligger i forlængelse af Assanges anarkistiske verdensbillede. Computere på langs i et endeløst lokale med sand på gulvet er måske ikke den idé, jeg havde om det store WikiLeaks-hovedkvarter, men det danner den helt rette ramme om den historie, som forholdet mellem Assange og hans tidligere ven og nuværende nemesis, Daniel Berg, udviklede sig til at blive. Det er en film om store etiske spørgsmål og et følelsesmæssigt krævende venskab og parløb, men der bliver holdt igen med både violiner og tårer, for det er ikke det sentimentale, der interesserer Condon.

I den forstand er “The Fifth Estate” en modig film, der tør at undvige det åbenlyse. Ligesom David Finchers “The Social Network” og Sofia Coppolas “The Bling Ring” tager Condon her et aktuelt emne og gør det til en historie, der fungerer på film, men uden at lefle. Er Assanges motiver noble eller selviscenesættende? Hvor stor en rolle spiller etik i WikiLeaks? Det er disse grundlæggende spørgsmål, som filmen stiller, men den lader dig selv finde dit eget svar.

Der peges ikke fingre af Assange, men han fremstilles heller ikke som Verdens redningsmand. Han beskrives derimod – med Benedict Cumberbatchs finurlige tvetydighed – som en excentrisk mand med stor og grundvoldsrystende magt. Og så er der jo lige skandalerne. De parkeres herligt konsekvent i periferien. For filmen er ikke det mindste interesseret i hverken mistanke om voldtægt eller det nærliggende melodrama drejende omkring “brødre”-konflikten. Kun i enkelte scener følger vi Daniels forhold til kæresten Anke, der er lige så anonym, som kvinder vanligt er i film om magtfulde mænd. De scener kunne med lethed være sløjfet til fordel for endnu mere med den kompromisløse WikiLeaks-ener. Om man så kan lide ham eller ej.