Dansk kung fu-film slår fra sigDen danske instruktør Natasha Arthy, hvis tidligere produktioner tæller børnefilmen “Mirakel” og dogme-komedien “Se til venstre, der er en svensker”, har kastet sig ud i noget så sjældent som en dansk kung fu-film, der også tager fat i temaer som integration og kulturelle forskelle herhjemme. Det er der kommet et rigtig vellykket kampsportsdrama ud af, som heldigvis formår at slå fra sig.

Gymnasiepige Aicha træner kung fu på et pigehold, men bliver en dag gjort opmærksom på et hold for mere seriøse folk, ledet af den kinesiske mester, Sifu. Hendes tyrkiske far vil dog ikke have, at hun træner sammen med drenge, og da holdet er blandet, må Aicha gå derhen i smug. Her møder hun Emil, som hjælper med at træne hende op, og de to fatter snart interesse for hinanden. Men Aichas bror, Ali, skal forloves, og hendes opførsel må ikke spolere familiens forhold til den kommende svigerfamilie. Da det bliver opdaget, at Aicha går til kampsport på et hold for både drenge og piger, eskalerer problemerne, samtidig med, at kung fu-mesterskaberne nærmer sig, og Aicha må afgøre, om hun skal stå ved sine egne beslutninger.

Ungdomsfilmens livtag med kulturel forskellighed og integration herhjemme er ikke et nyafprøvet grundlag. Med skiftende held har film som f.eks. “1:1”, “Pizza King” og “Pusher 3” forsøgt at vise indvandrer-siden af det danske samfund, men at smede dette udgangspunkt sammen med en dansk pendant til “Karate Kid” er dog aldrig set før. Kampsport, navnlig kung fu, har været forbeholdt Hong Kong og siden hen amerikanske actionfilm, men nu er turen også kommet til vores egen andedam. Og man må tage hatten af for Natasha Arthys håndtering af de eksotiske løjer, for det lykkes hende at kombinere det seriøse ungdomsdrama, der har noget at sige om både kultur-, generations- og kønsforskelle, med en benhård [i]martial arts[/i]-æstetik, der uden at blinke formår at bide skeer med selv de bedste af slagsen.

De mange kampscener er troværdigt koreograferet (og ofte opfindsomt iscenesat) uden at blive for overnaturlige, og brugen af [i]wire works[/i] er heldigvis så diskret, at den kun lige højner kampenes visuelle indtryk, men samtidig beholder en nogenlunde realisme. En stor del af filmens force ligger også i fotograferingen, som effektivt benytter slow-motion til at kæle for de imponerende bevægelser, så kampene næsten antager form af æstetiseret dans, ikke ulig John Woos kugleregns-piruetter. Man kunne dog godt have ønsket sig en mindre brug af håndholdte nærbilleder til at fortælle filmens handling, ligesom det ofte hastige klippetempo irriterer i længden.

Der er mange fine nuancer i filmens udviklingshistorie, f.eks. udvidelsen af det klassiske møde mellem to kulturer til også at inkludere en tredje kultur, nemlig den kinesiske, der nok synes ligeså fremmed for tyrkere såvel som danskere. Man kan dog undre sig over, at en pige som Aicha, der er opvokset i Danmark, ikke synes at have synderlig indsigt i danske skikke. Og den manglende evne hos filmens personer til at tale tingene igennem virker mere som et dramaturgisk greb, der skal skyde konflikternes forløsning foran sig, end overbevisende karaktertegning.

Skuespillet er overordnet ganske fint, hvor især debutanten Semra Turan leverer et stærkt portræt af enspænderen og den egenrådige Aicha, der må slås for adskillige ting på flere planer. Når man har set hende i aktion, undres man heller ikke over, at Turan selv er kampsportsudøver, selvom alle de implicerede skuespillere formår at levere varen, når det kommer til kampscenerne. Den erfarne kampsports-koreograf Xian Gao, der bl.a. har medvirket i “Tiger på spring, drage i skjul”, er imponerende, men ganske tavs i rollen som træneren Sifu, og hans bidrag til de flotte kampe i “Fighter” mærkes tydeligt.