[b]Én stor, jødisk ortodoks familie[/b]

Det er meget sjældent, at danske biografgængere får muligheden for at se en israelsk film på det store lærred, der ikke på en eller anden måde handler om konflikten i Mellemøsten. Man forledes nærmest til at tro, at israelerne ikke laver specielt gode film om andre emner. Men det gør de altså! Det er den første spillefilm fra den kvindelige instruktør Rama Burshtein et lysende eksempel på, og det kan man konstatere ved selvsyn i Cinemateket, hvor “Fill the Void” er månedens film i oktober.

Shira er en ung kvinde, som gerne vil finde sig en ægtemand. Hendes storesøster, Esther, er lykkeligt gift og venter barn med den sympatiske Yochay, så Shira er begyndt at sondere terrænet, og det ser da også lovende ud. Det samme kan ikke siges om hendes lidt ældre veninde, Frieda, der efterhånden er ved at være desperat for at blive gift, men som desværre ikke får nogen respons fra det modsatte køn. Ulykkeligvis dør Esther under fødslen, og nu står hendes enkemand tilbage med en nyfødt søn, og da det haster med at finde ham en ny kone, peger alle på, at Shira skal gifte sig med sin svoger. Undtagen Shira selv og hendes livskloge moster, Hanna, der aldrig selv er blevet gift.

Det lyder som starten på en Jane Austen-roman, og det kunne det også sagtens være, hvis ikke historien foregik iblandt Israels ultraortodokse, harediske jøder. Det ville være ekstremt nemt for filmen at udstille det lukkede, harediske samfund med deres mystiske skikke og løjerlige tøjstil. Instruktøren er imidlertid selv en del af miljøet, så det er naturligvis ikke hendes hensigt at latterliggøre det. I stedet bliver miljøet brugt til på meget autentisk vis at forstærke følelsen af familiebånd og forpligtelse.

Man får som tilskuer ikke kun stor sympati for Shira, der på helt klassisk vis må vælge mellem sit eget og familiens bedste – en indre kamp, som den relativt uerfarne Hadas Yaron gør meget nærværende og løfter ud af klichéen. Hele vejen rundt tager filmen sine karakterer i forsvar og nuancerer deres dilemmaer. Yochay har efter sin kones død fået et godt tilbud om at blive gift med en trosfælle i Belgien, men Shiras forældre kan slet ikke overskue, at han og deres barnebarn flytter så langt væk. Og selv familiens rabbiner tvivler på, om det nu er rigtigt at give sin velsignelse til et fornuftsægteskab, der ikke virker så fornuftigt igen. Kun på et enkelt punkt, nemlig den desperat gifteklare Frieda, er motiverne uklare. Det bliver aldrig rigtig forklaret, hvorfor hun ikke er et bedre valg for Shiras svoger.

På den tekniske side er filmens handling flot understøttet. Små, overfyldte lokaler med sparsom belysning og gentagne nærbilleder af konstant bekymrede ansigter, der er svøbt i ganske iøjnefaldende kostumer og fanget af et meget stillestående kamera, er med til at understrege den fortættede stemning, som historien afføder hos tilskueren. Der skulle ikke mange justeringer til, før billedsiden i stedet kunne signalere intens familieråhygge, men stemningen er hele tiden drejet lige præcis derover, hvor det i stedet bliver foruroligende og omklamrende. Heldigvis er der også plads til enkelte, korte udendørsscener, hvor filmen – og tilskueren – kan få lov at trække lidt frisk luft.