Heltene fra Iwo JimaAt Clint Eastwood for længst har forladt sin Dirty Harry attitude, er der vist ikke nogen der længere er i tvivl om. Men selvom manden nærmer sig en alder af 77, er han langt fra faldet af på den – tvært imod. Efter de to Oscar-vindende dramaer “Mystic River” og “Million Dollar Baby” har Eastwood ikke valgt at hvile på sine laurbær, men har i stedet givet sig i kast med et storstilet dobbeltprojekt om slaget på stillehavsøen Iwo Jima under 2. verdenskrig, set både med amerikanernes og japanernes øjne. Den første film, “Flags of Our Fathers”, tager os med hos de amerikanske soldater, og følges snart op af filmen “Letters from Iwo Jima”, der vil tage udgangspunkt i modstanderens oplevelse af det samme slag. I “Flags of Our Fathers” præsenteres vi som så ofte før for tematikken [i]krig er helvede[/i], men Eastwood formår alligevel at holde en skarp kurs med øje for den menneskelige historie uden alt for mange løftede pegefingre undervejs.

Filmens omdrejningspunkt er det berømte billede af seks amerikanske soldater, der rejser nationens flag på Iwo Jimas klippetop i 1945. Dette billede blev i mange amerikaneres øjne et vendepunkt for krigen, for det symboliserede håb og heltemod og gav nye kræfter til den efterhånden flossede moral både derhjemme og blandt de kæmpende soldater. De amerikanske politikere øjner straks det stærke kort, der skal hjælpe dem i deres PR-kampagne for at få befolkningen til at købe krigsobligationer, så krigen fortsat kan finansieres, for økonomien i USA hænger på det tidspunkt i laser. Tre af de overlevende soldater fra billedet bliver kaldt hjem for at promovere kampagnen og indgyde ny patriotisme i folks hjerter, så krigen kan vindes én gang for alle. Disse tre unge knægte føler sig dog hurtig utilpas i rollen som reklamespot og nyudråbte helte, da de stadig hjemsøges af de smertelige erindringer om, hvad de oplevede på øen og af minderne om deres faldne kammerater.

Ligesom i sin forrige film, “Million Dollar Baby”, har Eastwood fået Paul Haggis med på manuskriptvognen, og han gør et ganske godt stykke arbejde med at væve trådene sammen mellem slaget på Iwo Jima og krigens rædsler på den ene side, og PR-paraden på hjemmefronten, hvor en anden krig udkæmpes, nemlig den økonomiske. Det virker rigtig godt at klippe brat frem og tilbage mellem de tre soldaters forsøg på at finde sig tilrette i mediecirkuset langt fra de tilbageblevne kammerater, og de barske uhyrligheder, som er krigens realiteter.

At der savnes persontegninger, især hos de tre hovedpersoner, der aldrig når at blive særlig nuancerede, er derfor en skam. I rollerne som den ejegode samarit ‘Doc’, den knap så heltemodige ordonnans Rene og indianeren Ira, som nægter at idoliseres, er hhv. Ryan Phillipe, Jesse Bradford og Adam Beach ellers alle udmærkede. Derudover er “Flags of Our Fathers” ganske rigt befolket med mere eller mindre kendte ansigter i både store og små roller. Alle solide skuespillere, men det havde nok virket stærkere med mere ukendte ansigter, som det var tilfældet med f.eks. HBO-serien “Band of Brothers”, til at forstærke umiddelbarheden og følelsen af realisme.

Steven Spielbergs producertitel på “Flags of Our Fathers” kommer ikke som en overraskelse, da filmen i mange henseender ligner denne instruktørs 2. verdenskrigsepos “Saving Private Ryan”, samt “Band of Brothers” – både i de desaturerede billeder og den hektiske, håndholdte kameraføring da de unge knægte går i land på Iwo Jima, men også overordnet i filmens ærbødigt humanistiske vinkel, der plæderer, at krig er noget forbandet noget, men nu engang en ting, de stakkels, rådvilde drenge må gå igennem. I det mindste har de hinanden, trøstes vi med, og de bogstavelige blodbånd, der knyttes i krig, er stærkere end alt andet, også selvom de knyttes til de snarligt døde.