Storslået melodramaI årtier har talløse kostelige danske tv-serier og spillefilm pralet af at kunne mønstre pragtfulde billeder og storladent drama af en karakter, man normalt kun ser i de allerstørste Oscar-baskere. Men gang på gang er man blev skuffet over indenrigsproducerede levende billeder, der ikke leverer varen, men i stedet ligner billige, halvhjertede forsøg på at hamle op med udlandets dyreste storfilm. Men Ole Christian Madsens velfinansierede “Flammen & Citronen” sejrer, hvor de fleste har fejlet. Den storslåede billedside, de minutiøst gennemarbejdede kulisser, den grandiose musik og det internationale ensemble sørger for at gøre produktionen til en af de mest episke danske film i mands minde. Synd og skam, at filmens fortællingsmæssige ambitioner ikke matcher dens æstetiske.

Efter en kortfattet åbningsmontage præsenteres publikum for et par stilfærdige billeder af et dansk naturlandskab – billeder, der kunne være tyvstjålne fra Joe Wrights visuelt sprudlende “Stolthed & fordom”-filmatisering, som på trods af “Flammen & Citronen”s betragtelige budget alligevel var omtrent tre gange så dyr at lave. Madsens film er simpelthen allerhelvedes flot fra start til slut. Men selvom billederne ofte er storladne, og kulisserne aldrig virker tilnærmelsesvis utroværdige, har Madsen og den alsidige fotograf Jørgen Johansson gudskelov ikke valgt at gøre filmen for visuelt anstændig og traditionsbestemt.

Den diplomatiske brug af både håndholdt kamera og majestætiske panoreringer er med til at skabe et overbevisende, autentisk tidsbillede, der ikke virker for poleret. Til gengæld er det lidt ærgerligt, at lydsiden er en smule fattig på gedigne overraskelser. Men Karsten Fundals musikalske kompositioner er i det mindste dejlig dybfølte, nøjagtig ligesom hans Robert-belønnede score til “Kunsten at græde i kor”.

Skuespillermæssigt har Madsen også truffet en lang række prisværdige valg. I rollen som den legendariske modstandsbevægelsesfigur Citronen (navnet skyldes mandens mangeårige arbejde på en Citroën-fabrik) leverer Mads Mikkelsen som sædvanligt varen. Men det er en rødhåret, spinkel Thure Lindhardt, som stjæler filmen i rollen som Citronens blot 23-årige medsammensvorne: Flammen. Lindhardt er så god, at Flammen meget vel kan gå hen og blive skuespillerens signaturrolle. Lindhardt mønstrer et uhyre nuanceret portræt af en sand legende, mens han samtidig alligevel opretholder en legendelignende aura. Han er nærmest skrækindjagende intens i de scener, hvor han går fysisk til angreb på nazisterne eller verbalt til angreb på sine til tider utilregnelige overordnede.

Kun når Flammen og Citronen er alene i hinandens selskab, sænker de paraderne og fremtvinger deres ægte facader, og både Mikkelsen og Lindhardt er eminente til at demonstrere deres karakterers mere følelsesladede sider – især i en scene lige efter et ulyksaligt attentatforsøg. Ole Christian Madsens flittige samarbejdspartner, Stine Stengade, er også et godt modstykke til Lindhardt i rollen som den gådefulde kurer Ketty – en femme fatale, som endda minder en del om den kvinde, hun spillede i Madsens blændende tv-føljeton “Edderkoppen”. Kun en overspillende Peter Mygind virker malplaceret som Flammen og Citronens overordnede, politichef Winther.