[b]Regndråberne, der fik bægeret til at flyde over…[/b]

På listen over autentiske personer, som den almene biografgænger gerne så en film om, befinder opfinderen af den justerbare, elektriske vinduesvisker sig nok ret tæt på bunden. Men nu er den her altså: “Flash of Genius” – filmen om Bob Kearns, som opfandt den førnævnte dingenot. Kearns demonstrerede den hos Ford i 1963, som prompte tyvstjal hans idé og tjente kassen på at masseproducere vinduesviskeren. Kearns fik aldrig en bid af kagen eller en del af æren, så han sagsøgte den gigantiske bilfabrikant. Der er altså tilsyneladende lagt i kakkelovnen til endnu en tåreperser om en almindelig mands vanskelige kamp mod en grisk, gigantisk virksomhed – som om de foregående hundrede af slagsen ikke var nok…

Men “Flash of Genius” adskiller sig glædeligvis fra markedets mange banale biografifilm, især takket være dens forfriskende nøgterne skildring af begivenhedernes gang. Filmen er ikke bange for at kulegrave den autentiske histories dystre kapitler – lige fra Kearns smertefulde skilsmisse og hans anstrengte forhold til sine forsømte børn, til opfinderens mentale sammenbrud og efterfølgende ophold på et psykiatrisk hospital. Her er ingen fuldkomne helte, flamboyante skurke eller storladne Hollywood-taler ledsaget af pompøs orkestermusik… kun virkelighedsnære dilemmaer og personer, som man rent faktisk kan relatere sig til og engagere sig i.

Ja, der er vitterligt tale om et af de få autentiske dramaer, der også [i]føles[/i] autentisk, og seancens følelsesladede monologer og dialoger glider let ned, idet de ikke tvinges ned i halsen med genrens sædvanlige dosis sludder og sukker. Komponisten Aaron Zigman hamrer indimellem for hårdt på sit elektroniske orgel, men med sit håndholdte kamera fanger mesterfotografen Dante Spinotti hvert årtis tidsånd (godt hjulpet på vej af de upåklagelige kulisser og kostumer) med uhyggelig præcision.

I hovedrollen mønstrer Greg Kinnear et nuanceret, dybtfølt portræt af et kompliceret menneske, som var lige så meget i konflikt med Ford som med sig selv. Selv i Kearns bedste stunder lader Kinnear os aldrig glemme den fortvivlelse eller skyldfølelse, der gennemsyrer familiefaderen. Lauren Graham er i øvrigt glimrende som Kearns’ kone, Phyllis, den ofte undervurderede Dermot Mulroney (superb i David Finchers “Zodiac”) er mindst lige så god som Kearns’ bedste ven, Gil, og Alan Alda brillerer som forventet i de få minutter, han medvirker som Kearns’ første advokat. “Flash of Genius”, som er instruktør Marc Abrahams første film, er simpelthen en af de mest velspillede debutfilm i nyere tid.

Men til tider virker “Flash of Genius” dog alligevel [i]for[/i] nøgtern. På trods af Kinnears fornemme indsats kommer vi sjældent under huden på Kearns, især fordi vi langtfra ofte får lov til at overvære ham, når han bare er sig selv og ikke er i færd med at planlægge sit angreb på Ford. Desuden springer filmen for ofte pludseligt adskillige år frem i tiden, og hver eneste gang føler man, at man er gået glip af noget. Kearns’ familiemedlemmer får heller ikke nok spilletid (især ikke børnene), hvorfor den dysfunktionelle families sammenbrud desværre oftere føles som en [i]påklistret[/i] frem for en [i]integreret[/i] del af historien. Indimellem virker Abraham altså mere interesseret i fakta end følelser, men plusserne opvejer afgjort minuserne. Og én ting er sikkert: Du kommer aldrig til at kigge på vinduesviskere på samme måde igen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. “Flash of Genius” blev skudt i High Definition, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at der ikke er skyggen af snavs eller støj på transferet, som er blevet overført fra den digitale master til dvd’en. Billedet er knivskarpt – selv bitte støvkorn og arene i skuespillernes ansigter er ofte tydelige. Desuden er kontrasten perfekt, farverne er rene og mætte, og hverken komprimeringsfejl, farveblødning eller glorier forekommer.

[b]Audio[/b]

Dramaets lydside gengives i Dolby Digital 5.1, og det er et ganske hæderligt lydspor. De fleste scener byder udelukkende på dialog fra centerhøjtaleren samt få, særdeles subtile atmosfærelyde. Der er ingen særlige panoreringer, og subwooferen er sædvanligvis tavs, men Zigmans musik folder sig fint ud over hele kanalnetværket, og både replikkerne og lydeffekterne er krystalklare. Du bliver næppe overrumplet af dette mix, men det er under alle omstændigheder udmærket.

[b]Ekstramateriale[/b]

Før menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Burn After Reading”, “Ghost Town” og “Miss Pettigrews fantastiske forvandling”. Blot fire minutters slettede scener medfølger, og instruktøren Marc Abraham har indtalt kommentarer til dem. Der er tale om adskillige scener, som alle varer få sekunder, og de fleste virker direkte overflødige, men der er også et par udmærkede øjeblikke – såsom en scene på det psykiatriske hospital, hvor Kearns beviser overfor de andre patienter, at han stadigvæk er en ferm ingeniør. Abraham har også indtalt et kommentarspor til filmen. Filmmageren er forfriskende oprigtig (han lægger ud med at betegne filmen som ‘traditionel’), og selvom nogle af hans anekdoter er lidt tørre og tekniske, har han mange spændende historier i ærmet om alt fra filmens tilblivelse til sit samarbejde med Kearns’ familie.