Filmz
Flight

Flight

Medvirkende:

Denzel Washington, John Goodman, Don Cheadle, Kelly Reilly, James Badge Dale, Bruce Greenwood, Melissa Leo, Nadine Velazquez, Peter Gerety, Tamara Tunie

Instruktør:

Robert Zemeckis

Filmlængde:

138 minutter

Genre:

Drama

Flight

[b]Denzel Washington uden autopilot[/b]

Vi skal helt tilbage til år 2000 for at finde en traditionel spillefilm instrueret af Robert Zemeckis. Siden da har han kun stået bag det, som en af mine venner forleden i en lidt nedladende tone kaldte “tegnefilm”. Til gengæld var [i]performance capture[/i]-filmene “Polar-Ekspressen” (2004), “Beowulf” (2007) og “A Christmas Carol” (2009) en forudsætning for, at nyere film som “Avatar” og “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” overhovedet kunne lade sig gøre. Nu har manden bag klassikere som “Forrest Gump” og “Tilbage til fremtiden” langt om længe igen sat sig i en rigtig instruktørstol uden for det virtuelle filmstudie, og allerede fra den første scene i “Flight” står det klart, at Zemeckis stadig kan sit kram.

[image=72382]

Whip Whitaker (Denzel Washington) er en erfaren pilot, som desværre har et galoperende alkohol- og narkomisbrug. Indtil videre er det dog lykkedes ham at holde misbruget skjult for andre end sine nærmeste kolleger, men det får en brat ende den dag, hans fly får en defekt og styrter ned med 102 personer om bord. På trods (eller måske nærmere på grund) af sin påvirkede tilstand holder Whip hovedet koldt og nødlander på mirakuløs vis det ødelagte fly, så tabet af menneskeliv begrænses til fire passagerer og to besætningsmedlemmer. Efterfølgende bliver han naturligvis hyldet som en nationalhelt, men via den obligatoriske blodprøve får havarikommissionen sandheden om hans misbrug at vide. Og så er fanden løs, og folkehelten står pludseligt til livsvarigt fængsel for seks grove tilfælde af uagtsomt manddrab.

Filmens første halve time er et fantastisk studie i eminent spændingsopbygning, neglebidende action og ekstremt overlegent skuespil fra Denzel Washingtons side. Han tager et par baner kokain til morgenmad, hælder i al hemmelighed vodka i sin juice under en briefing af passagererne og er indbegrebet af cool i cockpittet under nødlandingen. Jeg ville frygte at få Whip som pilot på min flyvetur, men det er fedt at se Denzel køre med klatten. Kontrasten til situationen [i]efter[/i] ulykken kunne derfor næppe være større. Nu er helten blevet en selvmedlidende og aggressiv mand, der søger trøst i flasken og forsoning med sin ekskone og teenagesøn. To ting, der harmonerer meget dårligt, fordi det var drikkeriet, der i sin tid ødelagde deres forhold. Washington er stadig en eminent skuespiller, når han får den rigtige rolle, og der er ikke en finger at sætte på hans indsats og efterfølgende Oscar-nominering. Manuskriptforfatteren John Gatins skal til gengæld være mere taknemmelig for sin nominering.

[image=72381]

Ikke dermed sagt, at det er et dårligt manuskript. Det halter bare lidt. Det er uundgåeligt, at filmen falder i tempo efter den hæsblæsende indledning, men herefter håbede jeg, at den ville fokusere på det interessante dilemma, at Whip nu kun skal straffes, fordi han var påvirket af alkohol og stoffer. Hvis han havde været ædru og [i]clean[/i], var det måske gået helt galt! I stedet vælger filmen at koncentrere sig om Whips misbrug og kampen mod dæmonerne. Samtidig introduceres vi for to lidt ligegyldige bipersoner: Narkomanen Nicole (Kelly Reilly), som Whip indleder et problematisk forhold til, og pusheren Harling (John Goodman), som er Whips ven og faste leverandør af hvidt pulver.

Nicole er tydeligvis sat i verden, så hun og Whip kan hjælpe hinanden ud af mørket, men det bliver bare ikke rigtigt til noget, og Washingtons karakter kunne uden større krumspring have taget den samme rejse og lært de samme ting uden hendes tilstedeværelse. Lidt mere afgørende for plottet er pusheren Harling – men desværre på en irriterende deus ex machina-facon. Og figuren, der er meget karikeret og minder om en tjekket udgave af The Dude fra “The Big Lebowski”, er primært det komiske indslag i et ellers alvorstungt drama. Det fungerer ikke optimalt, selvom John Goodman fyrer den af på alle cylindre og isoleret set er ekstremt underholdende.

[image=72380]

Kort om filmen

Flykaptajn Whip Whitaker er en helt. Ved sin lynsnare beslutning om at rulle sit dødsdømte passagerfly 180 grader fik han det stabiliseret og reddede næsten alle passagerer og besætningsmedlemmer. Men Whip Whitaker vågner også til en anden dom over sine handlinger – havarikommissionen finder nemlig begrundet mistanke om, at han ikke burde have fløjet den dag. Mens undersøgelsen pågår, bliver han nødt til at se sine egne dæmoner i øjnene. Han søger støtte i den unge Nicole, en tidligere narkoman, som han hjælper ud af sit misbrug. Men mens hun langsomt begynder at se sig selv i et nyt lys, begynder hun også at se på Whip med andre øjne. Og rundt omkring dem arbejder systemet og mægtige interesser på at placere ansvaret for den forfærdelige ulykke.

Ads by MGDK