43-årige og dobbelte Oscar-vinder Jodie Foster er efterhånden ved at udvikle sig til skuespillefeltets Terrence Malick. Der er nok kun ganske få, der sætter spørgsmålstegn ved hendes store talent, men alligevel er der meget langt – efterhånden op til flere år – imellem hendes film. Et hurtigt kig på hendes CV afslører, at hun kun har medvirket i fem film indenfor de sidste ti år forinden udgivelsen af “Flightplan”. Og det er, javist, ofte flotte, men primært stærkt kommercielle og forglemmelige produktioner som “Anna og kongen” og “Panic Room” der har optaget Foster senest i hendes fine karriere. Ved første øjekast virker “Flightplan” som endnu et mærkværdigt valg for den prisbelønnede skuespillerinde, og filmen lyder endda meget som en kopi af David Finchers “Panic Room”. Lighederne er mange, men “Flightplan” er nu stadigvæk en glimrende, lille thriller – fyldt med flotte visuelle påfund og masser af intens filmisk spænding.
[image=12609]
Ligesom i “Panic Room” spiller Jodie Foster en stærk, men fortvivlet, kvinde, Kyle. Hendes mand er netop død, og Kyle transporterer ligkisten med ombord på et enormt passagerfly, som hun i sin tid har været med til at designe. Hun har sin unge datter med, men efter en længere lur vågner Kyle op og kan ikke finde sin lille pige. Men var hun overhovedet med? Eksisterer hun overhovedet, eller er det måske bare noget, som Kyle forestiller sig i kølvandet på den traumatiske oplevelse det var at miste sin elskede mand? Det er en fin lille idé til en thriller, og det giver anledning til et mix af traditionel spænding og psykologiske thrillerelementer. Lige fra den fornemme titelsekvens til flyet letter og alt dernæst, er man selv i tvivl om, hvorvidt Kyle er skingrende sindssyg eller vitterligt bliver udsat for psykisk terror af ukendte kræfter.
Jodie Foster gør det udmærket, men man har dog en fornemmelse af, at hun kører lidt på autopilot. Og Kyle er en karakter, der ikke er synderlig original eller nær så interessant, som selve filmens dilemma. En lidt længere intro havde måske også været meget godt og kunne have skabt lidt mere sympati og interesse for Kyle – begge ting, der synes at fordampe lidt igennem filmen. Og under den sidste tredjedel støder den på turbulens, da den forfalder til mange af de klicheer og stereotyper, som filmen på ganske fin vis havde fløjet uden om indtil da. Det hele munder ud i lidt af et antiklimaks, meget ligesom sidste års anden (og bedre) fly-baserede thriller, “Red Eye”. Men indtil da har der været masser af klaustrofobisk intensitet og drama, og “Flightplan” er bedre, end den ser ud til at være.
[image=12607]
En af nutidens mest lovende unge skuespillere, Peter Sarsgaard, bliver heller ikke udnyttet til fulde, mens Sean Bean gør det fint i en ret traditionel rolle som flyets venlige pilot. “Flightplan” er dog primært en enorm flot thriller. Lyddesignet er eminent, filmens special-effects (bortset fra en enkelt eksplosion) enormt troværdige og gennemførte, og så er den vældig flot fotograferet: på trods af flyets pladsmangel og kendte facade er filmen stopfyldt med forbløffende billeder. Sjældent har man set et kamera bevæge sig så meget og så flydende ombord på et fly. Filmens tekniske facetter sætter skub i tingene, mens komponist James Horner fuldstændig rammer ved siden af med sit kedelige og forudsigelige score.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Flightplan” er en særdeles velbelyst og velfotograferet film, og heldigvis bliver dens velkomponerede billedside præsenteret fint på denne dvd-udgivelse. Kontrasten er god og især farverne bliver præsenteret godt – filmens dunkle, kølige look kommer fint igennem. Hudfarverne er måske af og til en smule for orange. Mængden af digital støj er minimal, og edge-enhancement er stort set ikke-eksisterende. Billedet er dog en anelse blødt.
[image=12610]
Audio”Flightplan” er en enormt velmixet film, og det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor inkluderet her er formidabelt. Hele kanalnetværket bliver benyttet flittigt og godt, og subwooferen supplerer med en fantastisk bund. Der er masser af power og tryk på, og også masser af finurlige og sublime detaljer fra alle højtalernetværkets fire verdenshjørner. Dialogen kommer godt og tydeligt igennem fra centerhøjtaleren. Bedst af alt er den troværdige atmosfære, som lydsporet skaber, når der ikke er gang i den. Takket være nogle fantastiske panoreringer og en enorm detaljerigdom, er man aldrig i tvivl om, at man befinder sig ombord på et fly.
EkstramaterialeEt enkelt kig på dvd’ens cover er nok til at gøre enhver dvd-entusiast skuffet. “The Making of Flightplan” står der som det eneste på bagsidens farverige omslag, og det betyder som regel, at der er tale om en meget kortfattet featurette fyldt med masser af selvhøjtideligt og kedeligt vrøvl. Men “The In-Flight Movie: The Making of Flightplan” er en ganske hæderlig 39-minutter-lang (delt op i flere dele) dokumentar. Den er meget informativ, indeholder en masse fine interviews og bag-kameraet optagelser, og har heldigvis mindre klappen-på-ryggen end forventet. Husk at vente med at se dokumentaren, til du har set selve filmen.
[image=12606]
Derudover indeholder dvd’en også den korte featurette “Cabin Pressure: Designing the AALTO E-474”, som handler om konstruktionen af filmens enorme og imponerende fly-kulisse.
Dvd’en starter med trailere til “Casanova”, “Cinderella Man” og “Goal!”.