[b]Meryl synger dejligt falsk[/b]

SF Studios har ikke forstået den film, de her distribuerer. De har barberet titlen ned. Fra originalt “Florence Foster Jenkins” til bare “Florence” for de danske biografer. For titelrollens fulde navn er den store pointe. Florence har sit musikalske hjerte fra familienavnet Foster, imens Jenkins er stemplet fra den utro eksmand, der har smittet gammelrige Florence dødssyg med syfilis. Hun kæmper for sit Foster imod Jenkins. Sit store hjerte til musikken kæmper imod sygdommen og bedraget i en dejlig dobbelt film.

For der er bedrag over det hele i “Florence”. Ikke mindst selvbedrag. For ligesom virkelighedens Florence så kan Meryl Streeps udgave her heller ikke synge. Men ingen siger det. Venner, publikum og anmeldere roser og klapper af den pivfalske operasang. Hvorfor? Svaret er Hugh Grant, der er den største oplevelse og egentlige hovedrolle. Han lever også et dobbeltliv. Er [i]golddigger[/i]-gift med Florence, der til gengæld sørger for lejlighed til elskerinden. Men han er ikke et svin som eksmanden, Jenkins. Så enkelt er det ikke i “Florence”.

Han elsker hende. Som en slags tante. Og det er altså ham, der bestikker og iscenesætter så Florence ikke skal møde modgang igen. Omverdenens ærlige mening – drengene, der pegede på den nøgne Kejser. Han er falleret skuespiller, der nu spiller sit livs rolle. Som hengiven ægtemand, der synes, at Florence synger godt. Det kræver godt skuespil! Og det leverer Grant. Han er blevet lidt ældre. Den drengede charme er blevet lidt slidt, hvilket bidraget godt til selvbedraget. Han er både kærlig og uærlig.

Det samme var Denis Mpungas butler i forårets “Marguerite”, der fortalte den samme historie på fransk. Samme historie, men alligevel to vidt forskellige film. Hvor “Marguerite” spydigt spiddede den rige falsk-sangerinde som virkelighedsfjern, imens den virkelige verden så desillusioneret til oven på 1. verdenskrig, så hyldes Florence i stedet for sin ægthed og sang, der kommer fra hjertet. Her bliver hun symbolet på det, der blev kæmpet om under 2. verdenskrig: Friheden til at synge pivfalsk.

På den måde er “Florence” en mere positiv udlægning af Foster Jenkins’ besynderlige liv. Mere rolig og reel end den mørkere og mere satiriske “Marguerite”. Det samme, men anderledes. Og næsten lige gode. Og så er Meryl Streep altså en ret sjov dame. Påklædt som en påfugl med struttende fjer synger hun dejligt falsk. Hun nærmest sluger sin egen sang med lukket mund. Sikke en grimasse, imens krigens drenge hylder hende for hendes ægthed og hjerte.