[b]En flygtning krydser sit spor[/b]

At få succes og berømmelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man bliver et bedre og mere givende menneske – måske snarere det modsatte: Ikke sjældent oplever man, at dem, der har mindst, er de mest selvopofrende, hvorimod dem, der har haft mere held i sprøjten, blot er blevet angste for at miste det opnåede.

Det er i hvert fald et af temaerne i “Flugten”, der blander rollerne som offer, bøddel og barmhjertig samaritaner rundt i denne ganske velfungerende genrefilm, som måske ikke har verdens mest subtile budskaber, men til gengæld gør, hvad den kan for at sælge dem overbevisende.

Som filmen starter, møder vi Rikke Lyngvig i Iben Hjejles skikkelse. Rikke er udsendt rapporter i Afghanistan, men når dog knap nok at sige fire replikker, før en lille terrorgruppe kidnapper hende og truer med at dræbe hende, hvis ikke de danske soldater trækkes ud af landet. Strategien er ikke så overraskende fuldstændig ineffektiv (hvilket dog underligt nok kommer bag på gruppens leder), så de tager skrappere midler i brug, og hun underkastes brutal tortur. Det bliver dog for meget for den unge Nazir, der hjælper Rikke med at flygte, men insisterer på, at hun ikke må sige, hun blev hjulpet, da terroristerne så vil straffe ham.

Sikkert hjemme igen holder Rikke trofast fast i Nazirs opdigtede historie om, at hun undslap på egen hånd, og inden længe ser hun sig transformeret til en ren helteskikkelse i de danske medier. Hun er dog heller ikke sen til selv at udnytte den pludselige berømmelse, og snart er hun landets nyeste stjernejournalist.

“Flugten”, der er baseret på Olav Hergals roman “Flygtningen”, er delvis en thriller og dels et drama og har så absolut mere succes med det sidste end det første. Som filmen begynder, og Rikke bliver gidsel, befinder vi os i meget velkendte rammer, og den uundgåelige sammenligning med andre film falder ikke ligefrem ud til “Flugten”s fordel. De farverige lokationer ligner mere billeder fra et feriekatalog end en passende kulisse til så dramatiske scener, og Rikke selv forbliver bizart velsoigneret trods de ellers så grumme omstændigheder. Som handlingen flyttes til Danmark, og fokus lægges på eftervirkningerne af gidseldramaet, bliver historien imidlertid langt mere velfungerende, og filmen formår at vække interesse for både Rikke og Nazirs skæbne.