Tåger er egentlig et glimrende gyserelement. Mens vi er små, er det mest skræmmende (og måske også mest spændende) ved dem nok, at de gør det svært at se lygterne på de modkørende cykler. Men tanken om, at de kan skjule arrige, hævngerrige spøgelser er et formidabelt koncept. John Carpenter, manden bag gyserklassikere som “The Thing” og “Halloween”, udnyttede vejrfænomenet i 1980 i “The Fog” – hvilket også er titlen på dette stærkt unødvendige og livløse remake. En forudsigelig affære, man skal en hel time igennem, før der overhovedet begynder at ske noget nævneværdigt. Og til den tid er man allerede blevet ret ligeglad med næsten alt og alle i filmen.

Tågen fremstår hurtigt som netop det, den er i virkeligheden: store klumper ingenting… En grå masse, der ikke chokerer publikum halvt så meget, som den tydeligvis chokerer filmorkesterets violinister og perkussionister, der ofte føler en mærkværdig trang til at gå i flæsket på deres instrumenter, som var de støvede tæpper. Selv de mest trivielle ligegyldigheder bliver ledsaget af uinspireret, hyperaktiv musik, og i sidste ende bliver man simpelthen bare immun over for alle filmens forsøg, uanset hvor velmenende, på at skræmme og chokere. Filmens garvede lydfolk skaber ellers et fornemt lydbillede, som ofte ene og alene er med til at skabe filmens minimale uhygge.

Og lyden er ikke filmens eneste tekniske trumfkort. Den ellers ret uprøvede fotograf Nathan Hope har skabt en enormt flot billedside, som ofte forkæler øjnene, når bare filmens triste, grå computergenererede masse ikke trænger sig på og ødelægger udsigten. Det er ærgerligt, at man med et så talentfuldt filmhold på lønningslisten, ikke har formået at skabe noget, som bare er mildt mindeværdigt. Skuespillerne har det heller ikke let med at få deres tumpede dialog til at lyde troværdig, og for det meste kommer skuespillerne til at virke som deres karakterer: uengagerede og uinteressante.

Der er ingen tvivl om at ansvaret primært ligger hos instruktør Rupert Wainright, som stod bag gyserfloppet “Stigmata” i 1999, samt manuskriptforfatter Cooper Layne – manden bag den ubeskriveligt stupide “The Core”. Wainright synes selv at vandre forvildet igennem sin egen tåge uden fokus og overblik. Og Laynes manuskript savner sammenhæng og originalitet.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Jeg havde i forvejen mine bange anelser omkring denne dvd’s billedside. Tåge, ligesom mudder og endda vand, har det tit med at resultere i udtværing, uskarpheder og andre komprimernigsartifacts. Og blot få sekunder inde i filmen blev mine bange anelser delvist bekræftet: tågen resulterede i udtværing. Men det kunne have været langt, langt værre. Faktisk er minimal (og overkommelig) udtværing billedsidens eneste betragtelige skavank. Derudover er billedet skarpt, blottet for gryn, pletter og edge-enhancement, samt besiddende attraktive, flotte farver og en overraskende solid kontrast.

AudioHvis du kan afvikle discens DTS-spor, så benyt lige lejligheden til at demonstrere forskellen mellem dette og Dolby-sporet over for dine venner og bekendte. DD5.1 sporet er glimrende, ja, men discens DTS ES 6.1 spor er simpelthen mageløst. Begge spor er fyldt med flotte panoreringer, gyselig atmosfære og krystalklar tale. En sammenligning af discens to lydspor afslører mere nuanceret brug af hele kanalnetværket på DTS-sporet, samt en større detaljerigdom, som Dolby-sporets lavere bitrate forhindrer det i at opnå. Det kommer heller ikke som den store overraskelse, at DTS-sporet besidder en langt mere sprudlende, pulserende subwoofer-bund. Gysere er virkelig den filmiske genre, der tilbyder lydfolk mest plads til at boltre sig, og det har folkene på “The Fog” så sandelig udnyttet. Utvivlsomt et af årets bedste lydspor.

EkstramaterialeSå snart dvd’en er smækket i maskinen, bliver man præsenteret for trailerne til “Down in the Valley”, “Mørkets vogtere”, “Red Dust” og “Stay”.

Dvd’en indeholder otte slettede scener, hvor mange af dem egentlig bare er forlængede udgaver af scener, som allerede figurerer i filmen – flere gange må man endda virkelig koncentrere sig for at finde ud af, hvad forskellen på de forlængede og oprindelige udgaver af scenerne er. Scenerne kan ses med kommentarer fra instruktøren.

Så indeholder dvd’en tre dokumentarer: “Whiteout Conditions: The Remaking of a Horror Classic” (8 minutter), “Seeing Through the Fog” (10 min.) og “Feeling the Effects of the Fog” (14 min.). Ingen af dem er egentlig interessante. Der er for det meste tale om flittige opsummeringer af plottet og klip af filmens bagmænd, som klapper hinanden på skulderen.

På discens kommentarspor lægger instruktør Rupert Wainright ud med at sige, at han både vil fortælle om det gode og det dårlige ved “The Fog”. Wainright holder sit løfte og taler for det meste rent ud af posen, men der er dog for mange pauser, retorisk snak (inkl. en del unødvendige tale om, hvad der sker, og hvad flere af filmens scener betyder) og anekdoter, som nok kun de mest hærdede gysernørder vil kunne nyde – såsom det faktum, at [i]armen[/i] på manden, der spiller Jason i “Freddy vs. Jason”, dukker kortvarigt op.