Okay. Du befinder dig midt ude på havet på en fiskekutter. Du har netop fundet ligene af to mennesker, der ikke så ud til at være kommet fredeligt herfra. Helten har netop bedt dig om at gå ind og kalde mayday til kystvagten. Du kalder op, men venter ikke på svar, for lige dér i gulvet er der en åbenstående lem, der fører ned i skibets kulsorte lastrum fyldt med dinglende, sylespidse fiskekroge. Der må du bare ned. Helten kommer nok og redder dig, hvis det går galt.
[image=11986]
Scenen på kutteren er bare et eksempel fra en helt igennem tåbelig gyserfilm, der uden at prale, allerede kan ligge sig i spidsen som kandidat til årets dårligste film. Plothuller, elendige skuespillere, katastrofalt usammenhængende manuskript og det simple faktum, at “The Fog” bare ikke er det mindste uhyggelig, gør den til en oplevelse man bestemt godt kan være foruden. Faktisk er den flere steder så grotesk dårlig, at man ligefrem griner højlydt, hvilket bestemt ikke har været intentionen.
“The Fog” er en genindspilning af John Carpenters film af samme navn fra 1980. Den skulle man nok have ladet være i fred. Ganske vist er de effekter, man har mulighed for at lave i dag aldeles overbevisende, men det har ikke den mindste betydning, når man ikke gør andet, end at presse velanimerede spøgelser ind i en tynd, tynd historie. Faktisk er den visuelle side af filmen den absolut mest vellykkede. Fotografen er Nathan Hope og han bidrager med nogle vanvittigt smukke indstillinger og fænomenale sekvenser, man godt kan glæde sig over, men samtidig ærgre sig over er blevet spildt på “The Fog”.
[image=11987]
Den lille ø Antonio Bay ligger alene ude i havet. Den er himmelråbende smuk, men bærer på en frygtelig hemmelighed. De fire grundlæggere af byen begik i fortiden en frygtelig handling, der nu kommer tilbage for at hjemsøge byen. Rædslerne kommer i form af en tyk tåge, der omslutter alt, og bringer fortid og nutid sammen. Efterkommerne af byens grundlæggere bor stadig på øen og det er op til dem at redde samfundet og finde løsningen på tågens morderiske fremfærd.
Ja, ideen er der såmænd ikke noget i vejen med – den er hverken værre eller bedre end i andre film i denne genre. Det er udførelsen der er gået helt galt her. Vil det være for meget at forlange at få bare en lille smule indlevelse fra skuepillernes side eller bare en anelse refleksion over hvad der foregår? Det er trods alt ikke hver dag ens hjemby bliver hjemsøgt af gale spøgelser i en tåge.
Hovedrollen spilles af Tom Welling, en af stjernerne fra tv-serien “Smallville”, men hans tilstedeværelse kunne vi nu nok have været foruden. Alle de medvirkende i “The Fog” gør en mildest talt miserabel indsats, og man håber næsten fra starten af at tågen gør det af med hver eneste af dem.
[image=11988]