[b]I Kina bomber de uskyldige[/b]

De spiser ikke kun hunde i Kina. De bomber også alt og alle i jagten på svar. Sådan er det i hvert fald i kinesisk co-producerede “The Foreigner”, hvor hundene paradoksalt nok næsten er de eneste, der overlever. Sådan er det, når Jackie Chan imiterer Rambo.

Det begynder ellers som en intens terror-thriller. Hvem udgiver sig for at være ‘det ægte IRA’, som lige har bombet civile til døde i London? Det skal Pierce Brosnan finde ud af som tidligere IRA-terrorist, nu Sinn Féin-minister i Nordirland. Han skal navigere i utroskab, hævn og gamle IRA-alliancer for at finde de skyldige. Spændende! Ja, hvis Martin Campbell havde haft råd til kun at lave den film. Men de kinesiske co-producenter har insisteret på Jackie Chan som en Rambo, der bomber “The Foreigner” i smadder.

For Jackie Chans rolle er en værre terror-handling, end det bombeangreb som Chans datter dræbende bliver [i]taken[/i] af i indledningen. Nu vil den kinesiske restaurantejer have hævn. Den gamle mand vil tale med en fra IRA. Han ved bare ikke, hvem de er – han er jo så gammel. Så er det heldigt, at han ser Pierce Brosnan i tv. Han må vide, hvem der dræbte datteren! Chan ringer. Politikeren tager høfligt telefonen – desværre, han ved det ikke, men han arbejder på at finde ud af det. Det gør politiet også. Dem forstyrrer Chan dagligt for at få navne på terroristerne. Ingen ved det, men politi og politikere arbejder kompetent på at få svar. Det gider Jackie Rambo bare ikke vente på!

Så han brænder fotos af familien (hvorfor!?). Nu er han vred! Forståeligt, men hvorfor vred på Pierce Brosnan? Ingen ved det, men den stakkels politiker udsættes nu for et vanvittigt bombardement af den her selvtægtfilms egentlig terrorist; Jackie Chan. Kontoret bombes, bilen bombes, vejsiden bombes og landejendommen bombes. Flere dør. Dog ikke hunden. Kinesere er jo ikke barbarer!

Jackie Chan er som en fremmed i sin egen film. Pludselig flygter han ud i en skov og kopierer 1:1 de fælder og overfald, som den trængte Rambo udførte i “First Blood”. Forskellen er bare, at Rambo havde en sag. Som krigsveteran blev han uretfærdigt jagtet i sit hjemland. Her forsøger politikeren derimod blot at beskytte sig imod den vanvittige bombemand, der sammenligner politik med terror. For uanset hvilken ende du holder en slange i, så er det stadig en slange, siger den kinesiske restaurantejer. Politikeren indvender dog, at kun den ene ende bider. Jeg må give Brosnan ret.