Det kan aldrig være helt nemt at skulle leve op til den lidt for succesfulde forgænger. Det har Darren Aronofsky formentligt måtte sande, da han gik i gang med den længe ventede opfølger til guldægget “Requiem for a Dream”. Alligevel er den unge amerikaner sluppet ganske hæderligt fra det tårnhøje forventningspres til den overdådige “The Fountain”.

Aronofsky er kendt for at lave film, som kun få andre formår at gøre det, og heller ikke denne gang svigter han. Med Rachel Weisz og Hugh Jackman i de bærende roller er “The Fountain” en tidsrejse igennem tre centrale udsnit i menneskehedens historie. Eneste fælles fodslag er for så vidt den grundlæggende tematik – livet, døden, kærligheden og genfødslen – og det faktum, at Jackman og Weisz har centrale roller i alle de tre tidsaldre.

Under den spanske inkvisation i det 16. århundrede er Tomas (Hugh Jackman) conquistadoren, der sætter ud for at skaffe sin dronning Isabel (Rachel Weisz) evigt liv, som efter legenden udspringer fra livets kilde. I vores tidsæra forsøger forskeren Tommy Creo (Jackman), desperat at finde kuren mod den kræft, der er ved at tage livet af hans elskede Izzi, og i et gigantisk spring ude i fremtiden – nærmere bestemt det 26. århundrede – tager “The Fountain” en nærmest buddhistisk vinkel, hvor ringen sluttes hos den astronautiske munk Tom (Jackman), der tilsyneladende er ved at fatte livets mysterium.

“The Fountain” er på mange måder den banale fortælling om livets gåde, døden, kærligheden, og genfødslen – men alligevel mere grundlæggende om det skrøbelige ved eksistensen. Og i den forstand skal Aranofskys undergangsstyrede projekt måske i virkeligheden nærmere ses som en allegori over menneskehedens forfald i vor tid? Fremstillingen er i hvert fald universel og kunne utvivlsomt være rettet mod de sygdomme, krige, naturkatastrofer og den død, der åbenlyst forfølger verdenssamfundet i disse år.

Selv om det indholdsmæssige i “The Fountain” bestemt kan diskuteres og sikkert også vil skille vandene, er filmens indtagende stil ikke til at komme udenom. Aronofskys hofkomponist, Clint Mansell, har igen stået fadder til en lydside, der er prangende og fængende i al sin enkelthed og på alle måder giver filmen en helt unik stemning. Den elektroniske og repetitive lyd af strygere bygger bro mellem de tre tidsaldre og giver Aranofskys seneste hjertebarn sin guddommelige og eksistentielle stemning.

Men også visuelt rummer “The Fountain” gentagelser i forhold til “Requiem for a Dream”. Ligesom sidst er filmen denne gang klippet af Jay Rabinowitz, og selv om stilen er knap så hidsig, knap så frapperende, som det tidligere har været tilfældet, er det visuelle et af de største trækplastre ved “The Fountain”. Springene mellem fortid, nutid og fremtid bliver aldrig forvirrende, men er bundet ufatteligt solidt sammen og er – sammen med musik og tematik – med til at få filmen til at gå op i en højere enhed – banal historie eller ej.

Livets cyklus er for alvor på spil. Det handler om menneskehedens død, genfødsel og overlevelse, og den enes død er som bekendt den andens brød – som da Tommys sygdomsramte ægtefælle balancerer på randen af graven, mens en af hans forsøgsaber på mirakuløs vis tilsyneladende er ved at komme en abnorm kræftsvulst i hjernen til livs.