Ledet af en subtil pragtpræstation viser Calle Malaga alderdommens små dramaer.

I Calle Malaga møder vi den ældre Maria Angeles (Carmen Maura), der lever et stille liv i Tanger i en lejlighed på gaden Calle Malaga, som hun og hendes afdøde mand levede mange år sammen i. Maria lever efter alt at dømme et liv uden de store udsving: Hun går på markedet og køber frugt, besøger sine bekendtskaber, mest den tavse nonne Josefa, og lægger blomster på sin mands grav. Tilværelsen er fredfyldt eller monoton, afhængigt af øjnene, der ser.

Det er den, indtil Marias fraværende datter, Clara (Marta Etura), kommer forbi Calle Malaga og informerer Maria om, at lejligheden, der står i Claras navn, skal sælges, og at hun har brug for pengene. Efter et miserabelt ophold på plejehjem vælger Maria i hemmelighed at flytte tilbage til lejligheden. I processen begynder hun at prøve nye ting og tage risici, der var fraværende i hendes tidligere éntempo-tilværelse.

Film er som bekendt ikke fri for latente fordomme eller trætte arketyper. Tilmed er de ofte udtænkt, skrevet og finansieret af en gruppe mennesker, som ikke er på alder med Maria i filmen. På samme måde som portrætteringer af unge mennesker i film ofte kan fremstå ude af trit eller i værste fald nedladende på en umyndiggørende måde, kan portrætteringer af ældre i film derfor ofte fremstå infantiliserende. Med en grov oversimplificering er ældre mennesker i film ofte søde og kloge, men i sidste ende sjældent løftet til status som hele mennesker. De er som regel defineret af deres alder. Det kan være fint og har givet anledning til rigtig gode film, men det bliver en anelse trættende i længden.

Med det in mente kunne man frygte, at filmens feelgood-setup om at finde livet er støbt i Hollywood-formen, og at den derfor bruger Marias genfødsel til platte jokes om den rapkæftede pensionist eller til at levere floskler om at ældes. Eksempler på disse to tendenser ses henholdsvis i Alan Arkins karakter i Little Miss Sunshine og Eli Wallachs i The Holiday.

Den fælde falder Calle Malaga ikke i. En primær grund til, at den undgår det, er, at præstationerne er bundsolide. Eller rettere sagt: Én præstation er blændende. Maria spilles som sagt af den legendariske skuespiller Carmen Maura, og det kan ikke understreges nok, hvor meget filmen tages på ryggen og løftes af hendes præstation. Det er ikke nødvendigvis i dialogen, selv om Maura også leverer overbevisende dramatiske og komiske momenter dér, men det er især i close-ups, som i de scener, hvor Tanger beskues fra altanen på Calle Malaga.

Instruktør Maryam Touzani er netop god til at bruge Tanger og de øvrige omgivelser omkring Maria til at fortælle historien. Ligesom joken om New York i Sex and the City går, har Tanger i filmen status af en central karakter. Det er ikke, fordi mange lokationer fra byen vises i filmen, men dem, der er, bruges inddragende som bagtæppe for fortællingen. Det er både en by med livslange minder for Maria, men også en by, hvor den spansktalende Maria alligevel er en outsider. Derfor forstår man som seer, hvorfor Maria ikke har lyst til at forlade hjembyen med dens mange finurligheder og kulturelle mødesteder.

Touzani tager ikke seerne unødigt i hånden i sin tredje spillefilm, og hendes evner som instruktør er tydelige. En mere didaktisk film havde eksempelvis brugt mere tid på at etablere forholdet mellem Maria og Clara eller på at etablere en klar skurk i forholdet. I stedet lader filmen seeren sammensætte dele af forholdet mellem mor og datter for i stedet at fokusere andre steder, og det er i min optik en mere levende og rig film på grund af det.

Ligeledes er filmen god til at vise Marias karakter uden at overforklare. Det gælder for eksempel i scenerne på plejehjemmet, hvor man lærer meget om Marias karakter og liv, uden at det skal skæres ud i pap.

Det valg er et tveægget sværd, fordi risikoen ved det subtile og underfortalte naturligvis er, at det bliver uinteressant eller uforståeligt. Generelt rammes denne balance godt, men man skal være opmærksom på, at det er en film, der ikke er interesseret i at skære tingene ud i pap. Som det klareste eksempel på dette står slutningen, der uden tvivl kommer til at dele meninger. Jeg er dog af den opfattelse, at filmen for det meste navigerer denne balance på glimrende manér.

Alligevel går der lidt grus i maskineriet mod filmens slutning, hvor der introduceres sidehistorier, som desværre tangerer det uinteressante eller i hvert fald det sikre og prøvede. Det gælder især den romantiske sidehistorie, hvor filmen bevæger sig ud på dybt vand. De sidehistorier bryder desværre også til tider med den subtile historiefortælling, og der er øjeblikke hen mod slutningen, som bliver lidt for sokratiske på den lidt anstrengende måde. Det er svært at uddybe uden at spoile for meget, men det betyder desværre, at filmens første halvdel er mere levende end den sidste.

Calle Malaga går i biografen fra den 2. juli.