[b]Formidable Frances[/b]

Det er en helt særlig kunst at kunne fortælle historier om livet, når det er hårdt og går en imod, på en måde, der hverken er tung og deprimerende eller overfladisk og uinteressant. I en film som “Manhattan” formåede Woody Allen at finde den helt rette balance mellem det muntre og det melankolske, hvilket betød, at den vedkommende fortælling blev let, men aldrig luftig. Derfor kunne jeg fristes til at kalde Noah Baumbachs nye film, “Frances Ha”, for en ny “Manhattan”.

Det er der flere årsager til. Jeg kan selvfølgelig nævne de åbenlyse ligheder i form af den sort/hvide billedside, New York som [i]setting[/i] og den neurotiske hovedkarakter, men også måden fortællingen er sat sammen på. Samtidig følger “Frances Ha” ikke den fortærskede berettermodel eller har en ordinær spændingskurve, hvilket også minder dejligt om Woodys særegne New York-eskapader. “Frances Ha” tåler dog først og fremmest sammenligning med “Manhattan”, fordi den ligeledes efterlod mig berørt og bevæget over at have været en del af en vigtig periode i nogle ikke helt så ualmindelige menneskers liv.

Alligevel er Baumbachs film helt sin egen, fordi den er så funderet i den tid, vi lever i lige nu – skrevet og lavet til og for min nutidige ungdom. Vi følger den unge og livsglade Frances, der kastes ud i noget, der ligner en post-parforholdssituation, da hun pludselig ikke længere kan bo sammen med sin bedste veninde. Frances skal derfor finde et nyt sted at bo, nye mennesker at være sig selv med og nye grunde til at stå op om morgenen. Filmen fanger uhyre præcist og rørende følelsen af at være fortabt, når den, som altid forstår en, ikke længere er der.

“Frances Ha” er imidlertid alt andet end en deprimerende film om at være fortabt. Der, hvor Frances har problemer med at passe ind, er nemlig, når det kommer til at sætte sig selv i scene, have rundsave på albuerne og skære sig til for at virke normal i forhold til normen. Dertil er hun simpelthen for uhøjtidelig og ydmyg! Verden er i Frances’ øjne sjov og spændende, så hvorfor komplicere den med egoisme og selvhævdelse? Det er den konflikt, som filmen nok først og fremmest handler om, og her, hvor den er så satans stærk! Man nærer en dybfølt og hjertevarm sympati for Frances, og hendes bøvlen og baksen med livets komplikationer er både genkendelig og lærerig, munter og rørende.

Frances spilles af Greta Gerwig, der også er medforfatter på manuskriptet, og hendes præstation er formidabel! Hun skaber det udtryk, der gør tilskueren klar over, hvordan hun tænker og føler samtidig med, at hendes omgivelser i filmens univers misforstår hende. Det kommer især frem, når hun er havnet i en date-situation, hvor hun afskyr den akavede højtidelighed, som kønskonventionerne forlanger, eller til middag med en gruppe lidt for prætentiøse mennesker med styr på noderne og lejlighed i Paris. Gerwig gør Frances levende ved at få tilskuerne til at føle, at de er dem, der kender Frances bedst.