[b]En dreng og hans (døde) hund[/b]

Det er set før, at unge instruktører laver en skæv, idérig kortfilm, som de efterfølgende får lov til at udvikle til en hel spillefilm. George Lucas (“THX 1138”) og Neill Blomkamp (“District 9”) er to af de mest prominente eksempler. Men det er uhørt, at der går så lang tid mellem de to versioner, som tilfældet er her. Tim Burton instruerede kortfilmen “Frankenweenie” med levende skuespillere og en rigtig hund i 1984, og først nu har han udvidet historien til spillefilmslængde. I mellemtiden er den endda blevet til en dukkefilm med stop motion-animation, men den er stadig meget trofast mod originalen.

Filmens hovedperson er den nørdede enspænder Victor (med det ildevarslende efternavn Frankenstein), der bruger det meste af sin tid på at lave smalfilm med sit legetøj og rekvisitter hentet fra sin mors køkkenskabe. Den eneste levende medvirkende er hans allerbedste ven, familiens hund Sparky. Desværre dør Sparky som en indirekte konsekvens af, at Victors far en dag tvinger drengen ud i en social aktivitet, hvilket naturligvis kun gør Victor endnu mere ensom og indelukket. Men han er ikke en kreativ nørd for ingenting, og da skolens fysiklærer kort tid efter Sparkys bortgang demonstrerer for klassen, hvordan man ved hjælp af elektricitet kan få en død frø til at spjætte, får Victor Frankenstein en lys idé.

Tim Burton har tidligere været involveret i animationsfilm med stop motion-dukker. Hans forrige projekt inden for denne genre, “Corpse Bride” fra 2005, var så teknisk imponerende, at den mange steder lignede computeranimation, selvom den vitterligt var en dukkefilm. I “Frankenweenie” er det, som om ambitionsniveauet er blevet skruet lidt ned, så man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er en dukkefilm. Bevægelserne er knap så glidende, og dukkerne ser ikke så polerede ud som i “Corpse Bride”. Det gør imidlertid kun filmen ekstra charmerende, at man kan se det ædle håndværk og ekstremt tidskrævende arbejde, der ligger bag, og som sådan er filmen stadig en fantastisk teknisk bedrift.

En anden ting, der adskiller “Frankenweenie” fra “Corpse Bride” er, at hverken Johnny Depp eller Helena Bonham Carter er involveret. Det er første gang siden den næsten 20 år gamle “Mars Attacks!”, at man kan sige dét om en Tim Burton-film. Til gengæld er gamle Burton-kendinge som Christina Ricci og Martin Landau tilbage. Forældre skal i den forbindelse være opmærksomme på, at filmen i Danmark kun er tilladt for børn over 11 år, og at man derfor har valgt at give filmen undertekster i stedet for danske stemmer. Og hurra for det!

Når vi nu må undvære/er fri for Johnny og Helena på lydsporet, er det betryggende at konstatere, at stemningen er tilbage i det gode, gamle [i]Burtonske[/i] hjørne. Hele filmen er svøbt ind i et tæppe af lækker, gotisk noir med sort humor, skæve kameravinkler og ekspressionistisk lyssætning. Det hele er naturligvis hjulpet godt på vej af de sort-hvide billeder og suveræn musik af Danny Elfman. Derudover er filmen pakket med referencer til de netop genudgivne, klassiske Universal-monsterfilm, ligesom der er små hilsner til andre guldkorn fra kisten med nye såvel som gamle monster-horrorfilm. Det er som en hel lille skattejagt i sig selv, og hvis man er fan af den oprindelige kortfilm, er der næsten ingen ende på alle de ligheder, man kan sidde og fryde sig over. Alene den centrale scene, hvor Victor genopliver Sparky, er – ud over naturligvis at være en kærlighedserklæring til “Frankenstein” fra 1931 – nærmest et [i]shot-by-shot[/i]-remake af den tilsvarende scene i kortfilmen, inklusive alle detaljer i baggrunden!