[b]Velkommen til Danmark[/b]

Ondskab lever i os alle og er et lune, der kan holdes nede det meste af tiden. Men en gang imellem åbnes døren til helvede, hvorved de allerdårligste sider i mennesket får frit råderum. Det er nogenlunde sådan, hovedåren i Ole Bornedals “Fri os fra det onde” fungerer og så lidt til. Under alle omstændigheder synes instruktøren, der oprindeligt skød karrieren i gang med en række legendariske radiomontager, at have fundet de allerbedste sider frem i sig selv. Nærværende film er nemlig den væsentligste fra hans kuglestøberi i en længere årrække.

Vi befinder os så langt ude på landet, at kragerne for længst er vendt om, lærkerne tegner krusseduller i luften, og vejen kun fører enten frem eller tilbage – i hvert fald efter Bornedals eget udsagn. Der er dømt provins i allerhøjeste grad, for her klarer man tingene selv, hvis der bliver bedrevet hor på sidelinjen, hvis man ikke har passet sine arbejdspligter, eller hvis man som her i et øjebliks uopmærksomhed kommer til at ihjelslå den lokale vognmand og forhenværende major Ingvars elskede ægtefælle. Det gør langturschaufføren og drukkenbolten Lars angiveligt, men i stedet for at stå skoleret og tage sin straf tørrer han skyldsspørgsmålet af på byens eneste indvandrer (og arbejdsmand), den sky Alain, som stadig sørger over tabet af sin familie i den blodige krig på Balkan tilbage i 90’erne.

Det afstedkommer en lang række skæbnesbetonede ubehageligheder for filmens involverede hovedpersoner. Lars har barn på vej med den kærlighedshungrende Scarlett, som han bestemt ikke kan siges at tage sig særligt godt af, mens hans bror Johannes umiddelbart har klaret sig bedst med en embedseksamen i jura, norsk ægteviv, hus og to børn. Helt så enkelt hænger det imidlertid ikke sammen, skal det vise sig. I forbindelse med en af lokalsamfundets hyppige byfester eskalerer handlingen på baggrund af de valg, både Lars og Johannes tager. For ude på landet er selvtægt det bedste forsvar, mens gudsfrygtigheden paradoksalt nok stadig regerer i trossamfundets afkroge.

Det er et lidt atypisk cast, Bornedal ved denne lejlighed har samlet omkring sin film. Ikke desto mindre, eller overraskende nok skulle man måske sige, så slipper han af sted med sit projekt. Både Lasse Rimmer og Jens Andersen tumler som de to brødre med svære og centrale roller, men begge leverer formidable indsatser, mens Pernille Vallentin og Lene Nystrøm som de to væsensforskellige blodbrødres tilkomne fra to vidt forskellige samfundslag også gør gode figurer af sig. Også stemningen er godt ramt og ligger fint i forlængelse af den seneste tids genrefilm, hvor dramaet netop er rykket fra storbyen og ud til den landlige idyl eller mangel på samme, ikke mindst i Henrik Ruben Genz’ “Frygtelig lykkelig”.

“Fri os fra det onde” kaster sig hovedkulds ud i den verserende flygtningedebat, som alt for længe har haft en ensidig stemme i Dansk Folkeparti. Det gør Bornedal op med ved dette indspark, som leveres med lige dele poetisk realisme og galgenhumor, ikke ulig den form, vi ser hos Quentin Tarantino – og det både i ord og i handling. Tilmed kæler Bornedal for de lækre, indbydende og aldrig uvæsentlige billeder, mens lyden er den faktor, der gør selve forskellen. Igen i “Fri os fra det onde” lærer vi for alvor personernes indre at kende, når instruktøren sætter taktstokken på de auditive niveauer. Det er her, Bornedal for alvor viser tænder.

Filmen rummer en overraskende drejning hen mod slutningen, men det er egentligt ikke så væsentligt. Det er til gengæld de tungtvejende tematikker, der arbejdes med undervejs. “Fri os fra det onde” tegner nemlig et billede af, hvordan forskellige sociale danske lag reagerer, når de stilles over for frygten for det ukendte og fordomme – og konfronteres med sandheden. Og så får vi indimellem igennem Johannes og Pernilles to børn også leveret fortællingen i børnehøjde for ligesom at vise, hvad der sker, når voksne mennesker ter sig som børn. Og det er på alle måder blændende fortalt, instrueret, spillet og visualiseret.

[b]Video[/b]

“Fri os fra det onde” eksekveres i det indbydende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som ikke desto mindre ikke er uden ridser i lakken. Looket er generelt skarpt, men skæmmes løbende af digitale forstyrrelser, grums og edge-enhancement. Der er til gengæld ikke udtværinger, og både kontrast og farvetemperatur holder sig også stabile. Lidt ærgerligt, at de visuelle kvaliteter ikke er højere, Bornedals flotte billedæstetik taget i betragtning.

[b]Audio[/b]

Til gengæld er der ikke meget skidt at sige om de dansksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som leverer varen. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, atmosfæren er detaljerig og underlægningsmusikken stemningsfuld. Men bedst er alligevel Bornedals brug af lyden som en blind medspiller, der gør, at vi på elegant facon tildeles viden om karaktererne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Blandt ekstramaterialet er stills fra filmen, en trailer for samme og tre små featuretter, der igennem interviews med cast og instruktør samt klip fra og bag om filmen tegner et billede af de fire bærende karakterer og skæbnen, der er toneangivende tematik i “Fri os fra det onde”. Eneste andet bidrag er et knap halv time langt indslag, der igennem interviews og bag om kameraet optagelser går bag om filmen, ondskaben, dansk film generelt, provinsen, inspirationen og hvad der ellers måtte relatere til Ole Bornedals seneste værk. Det kan i den sammenhæng undre, at kvaliteten på ekstramaterialet til danske film som her ikke er af en højere standard.