[b]Den evige flugt[/b]

Det ligger lige derovre. Sverige. Øresundstoget eller Helsingør-færgen tager turen på få minutter. Men i 1943 var turen lang, hvis du var jøde. Nazisterne ville i gang med at gasse de danske af slagsen. Flugten til landet på den anden side af sundet var eneste mulighed for at slippe for en billet til Auschwitz uden retur. Det er den korte, lange rejse, som nu har fået sig en film, der slår fast, at mennesker ikke flygter for sjov.

Jazzmusikeren Arne tror ellers ikke på alvoren, da hans kone, Miriam, fortæller, at de kommer. Nazisterne. Det er nu, det sker. Arne tvivler. Den slags sker ikke i Danmark. Men det gjorde det. Herfra begynder et intenst road-trip for den lille familie på tre. Fra København til Gilleleje på toppen af Sjælland. Det er den lille historie, der fortæller den store. Om et mørkt og tvetydigt kapitel i Danmarkshistorien i en mørk film.

For instruktør Nicolo Donato har taget et konsekvent valg. Man flygter ikke om dagen, men i den mørke aften. Derfor er “Fuglene over sundet” skumrings-mørk, hvilket passer den godt. For her er ingen entydige helte og skurke som i den Morten Korchede “Hvidsten gruppen”, hvor danskerne var gæve jydehelte. Naturligvis er SS-Hans Vilhelm da en skidt fyr. Men resten af karakter-galleriet er noir-mudret fyldt op med menneskesmuglere, stikkere, desperate folk på flugt, hjælpsomme betjente, en næstekærlig præst og datidens venligboere fra Gilleleje, der gerne vil hjælpe mennesker på flugt. Arne og Miriam møder dem alle på deres rejse i den her grumsede gang Danmarkshistorie.

Den grumsede fornemmelse forstærkes med Donatos rystede nærbilleder, som gør flugten ind i skoven mere [i]suspense[/i]-fyldt end nogen “Blair Witch” kunne gøre det. Vi ved sjældent mere end David Dencik og Danica Curcic i hovedrollerne. Hvem kan de stole på? Har de penge nok til at komme på båden? Og vil den næstekærlighed, der prædikes i Gilleleje-kirken, stå sin prøve, når virkelighedens SS banker på døren? Katastrofen lurer.

Det gør den særligt, fordi jeg ved, at instruktør Donato ikke ligefrem hyldede den glade slutning, da han debuterede med “Broderskab” tilbage i 2009. Dengang var han lidt mere (over)tydelig, da selv samme Dencik skulle springe ud som bøsse hos de danske nynazister. Han er blevet rigtig meget bedre på den tid, der er gået her frem mod den kun anden spillefilm. Måske har han set “Sauls søn” et par gange. Fremgangen er i hvert fald overtydelig. Men emnet er det samme: Menneskers frihed til at være dem, de er, selv om nazisterne synes, at det er en dårlig idé.