Fra østrigsk verfremdungs-horror til amerikansk genre-dekonstruktionAt Michael Haneke ville genindspille en af sine film i USA på engelsk og med amerikanske skuespillere, ville de fleste fans af instruktøren nok ikke have troet. Manden er kendt for sin kritiske holdning til Hollywoods filmindustri, og netop filmen “Funny Games” er en udtalt kritik af voldsforherligelsen i navnlig amerikansk populærkultur. Men ikke desto mindre er den her nu i engelsksproget indpakning i en næsten billede-for-billede gengivelse, og det bør straks slås fast, at psykodramaet “Funny Games” stadig er lige så modbydelig, skræmmende, rørende og manipulerende i sin forvandling fra østrigsk verfremdungs-horror til amerikansk genre-dekonstruktion.
[image=22302]
Kernefamilien bestående af far, mor og søn tager op til sommerhuset på velfortjent ferie væk fra storbyens trummerum. Far har gjort båden i stand og nu skal der rigtig slappes af. Men idyllen spoleres af to unge mænd, som tilsyneladende er på besøg hos naboerne. Klædt i hvidt og med hvide handsker beder den ene om at låne nogle æg, hvilket bliver den uanede start på et frygteligt mareridt for familien. For de to herrer har deres helt egen leg, hvis spilleregler er uigennemskuelige, og de har nu besluttet, at det pæne ægtepar og deres lille dreng skal lege med. En leg, der hurtigt viser sig at blive til dødelig alvor for de involverede.
Da den østrigske auteur Michael Haneke i 1997 lavede den originale “Funny Games”, var det i sit hjemland med tysksprogede skuespillere, men rammen var tydeligvis lånt fra den amerikanske horrorfilm. Historien om den mystiske fremmedes indtrængen i menigmands privatsfære og deraf følgende psykoterror har været yndet tema i film som “Cape Fear” eller “En fremmed flytter ind”, for slet ikke at tale om slasher-genrens grundpræmis. Disse tematikker valgte Haneke at vende på vrangen for at udspille den amerikanske films voldsforherligelse og samtidig konfrontere publikum med deres egen sadistiske lystfølelse, når de lappede volden i sig.
[image=22305]
Ti år senere har han så valgt at overføre sin original til amerikansk med kendte ansigter, og målet har fra starten af været klart: at nå ud til et bredere publikum, navnlig USA, mod hvem kritikken i filmen i høj grad er rettet. Dermed ikke sagt, at vi andre går ram forbi, da vi i rollen som publikum konfronteres med vores egen lystbetonede fryd ved voldsudgydelsen og tvinges til en ekstra gang at ransage vores holdning til det, som finder sted oppe på lærredet. For alt imens den stakkels familie lider under de to psykopaters drabelige underholdning, er de også spillere i publikums personlige popcornsforlystelse. Som tilskuer til privatlivets belejring af to unge fyre, hvis navne skifter ustandseligt (og som derved bare synes at være konstruktioner uden ægte menneskelighed), holdes vi selv i et jerngreb, der tvinger os at kigge, som var vi Alex i “A Clockwork Orange”, udsat for audiovisuel fiksering.
Kendte ansigter som Naomi Watts og Tim Roth skal lokke et større publikum ind og se filmen, og generelt må man sige, at spillerne alle forholder sig meget tro overfor originalens skuespilpræstationer. Watts er helt klart smukkere end originalfilmens Susanne Lothar, der havde lettere ved at give den som almindelighedens hausfrau. Det er dog nok snarere Hollywood-ensemblets genkendelighed, der gør det sværere for publikum at se karaktererne som hverdagspersoner og ikke som genre-ikoner, hvilket måske er en skam, men som heldigvis ikke tager alt for meget ud af oplevelsen, da der over hele linien leveres kraftfulde præstationer. Tim Roths George er mere ynkelig end Ulrich Mühes Georg, hvilket dog giver Watts Anna mulighed for at træde i karakter som stoisk heltinde. Som de to hvidklædte bødler er Michael Pitt og Brady Corbet ganske rammende, selvom Pitt udstråler en uskyld, der tager lidt af den diabolske kant. De to karakterer lykkes at frembringe den ultimative uhygge, fordi de netop er så uforudsigelige og uforklarlige. Kunne man blot gennemskue dem og forstå dem, men de nægter os enhver form for tryghed. Enkelte udtryk som: [i]You shouldn’t forget the importance of entertainment[/i] er en (lidt for) tydelig mediekritik, men sådanne hints bliver aldrig den enkle forklaring på de afstumpede ynglinges nærmest kaosteoretiske handlingsmønstre.
[image=22304]