[b]Helt til rotterne[/b]

Will Arnett, Nicolas Cage, Bill Nighy, Sam Rockwell, Penélope Cruz og Steve Buscemi… Ja, umiddelbart lyder det som en sublim skuespillertrup, man slet ikke kan gå galt i byen med. Så er det bare ærgerligt, at de fleste af de ovennævnte kun får lov til at udtrykke sig i Disneys “G-Force” ved at lægge stemme til tudegrimme, computergenererede gnavere, alt imens de resterende skuespillere bliver spist af med rædderlige replikker og stereotype karakterer, som på ingen måde udnytter deres evner.

“G-Force” er simpelthen et skamløst forsøg på at [i]hamstre[/i] sit publikums hårdt tjente penge, og det kommer ikke som nogen overraskelse, at filmen er instruktøren Hoyt Yeatmans debut. Yeatman har tidligere vundet Oscars for sit arbejde inden for special effects-feltet, men det er indlysende, at han er vant til at arbejde med kameraer, linser og computere frem for mennesker af kød og blod, for “G-Force” savner i dén grad et menneskeligt [i]touch[/i]. Det er en nærmest kvalmende kommerciel affære blottet for reelle følelser og spækket med knap så skjulte reklamer i form af alskens merchandise og enerverende popmusik, som promoveres i tide og utide. Sjældent har undertegnede set en film så kynisk og kalkuleret.

Ifølge Yeatman selv er filmen baseret på en idé fra hans 5 år gamle søn, og instruktøren krydsede formentlig fingre for, at verdens biografgængere – ligesom den gængse 5-årige – endnu ikke havde udviklet en sans for humor eller erfaret, at der findes sjovere ting på denne planet end hamstere og marsvin, som falder på halen (bogstaveligt talt). Men instruktøren og hans almindeligvis succesrige producer, Jerry Bruckheimer, tog åbenbart fejl af publikums ønsker, idet filmen ikke genererede profit i biograferne. Det betyder formodentlig (og forhåbentlig) at der ikke kommer en fortsættelse.

Filmen omhandler en gruppe marsvin, som er blevet trænet af mennesker til at agere spioner for FBI. Det er disse kærlige kræ, som Oscar-belønnede skuespillere som Cage og Cruz har lagt stemme til, hvorefter de sandsynligvis har grint hele vejen til banken. Gnaverne støder på en verdensomspændende sammensværgelse, som omhandler avancerede computerchips, satellitter og øh… cappuccinomaskiner? Det er alt sammen også lige meget, for den centrale historie er bare et påskud for en lang række pinlige episoder og actionsekvenser med de heroiske dyr i centrum, og skurkenes komplot er så tåbeligt og unødvendigt kringlet, at både børn og voksne nok vil have svært ved at finde hoved og rottehale i det hele.

Uheldigvis fatter man aldrig selv sympati for gnaverne, som snarere gør én selv gnaven med deres evindelige skrigeri og hysteriske opførsel. Yeatman har samarbejdet med koryfæer som Steven Spielberg og Ridley Scott, men han har desværre ikke taget ved lære af sine overlegne kollegaer, og han har heller ikke formået at klemme ét eneste grin ud af manuskriptet fra forfatterne bag “Bad Boys II” og “National Treasure: Book of Secrets”. Her er hverken drama, romantik eller jokes, som egner sig til ældre tilskuere, og fortællingens “store” twist til slut vil sandsynligvis ikke engang overrumple de mindste. Og for en Bruckheimer-film at være er filmen forbavsende kedelig at se på og lytte til, og actionscenerne savner tempo og intensitet. En værre marsvinestreg.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “G-Force” har været dyr at producere, og det er en forholdsvis ny produktion, så den bør se mere eller mindre perfekt ud i HD, og det gør den også. Billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er kolossal, og kontrasten er perfekt, hvilket er heldigt, idet forbavsende mange scener foregår om natten eller i dunkle lokaler. Hverken komprimeringsfejl, edge-enhancement, støj eller snavs forekommer overhovedet, og farverne er rene og attraktive hele vejen igennem.

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er mere end hæderligt. Høje og dybe toner gengives fornemt, og der er masser af begge dele i filmens bombastiske actionsekvenser. Subwooferen brummer en del, samtlige højtalere er aktive gennem størstedelen af filmen, panoreringerne virker fint, og hverken musikken eller dialogen overdøves eller overdøver lydsidens andre elementer. Men lydsporet måtte gerne have haft endnu mere kant – man kan til tider fornemme, at de mest eksplosive lydeffekter er blevet nedtonet for ikke at intimidere filmens mindste tilskuere. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også. Det er mere komprimeret og mindre slagkraftigt end det engelske lydspor, og det er underligt at se mennesker eftersynkroniseret på dansk, men børn vil formentlig være hamrende ligeglade.

[b]Ekstramateriale[/b]

Det meste af udgivelsens ekstramateriale henvender sig nærmest udelukkende til børn. Skivens bedste ekstramateriale er afgjort Cine-Explore-funktionen. Hvis du aktiverer denne, bliver du præsenteret for en masse videoklip, kommentarer og interviews under filmen, som forklarer, hvordan de forskellige scener blev lavet. Det er dog svært at sige, hvem der vil få noget ud af videoklippene – informationerne er lidt for avancerede for børn, men også for overfladiske for voksne.

Desuden medfølger ca. 18 minutters dokumentarer, som bl.a. skamroser Jerry Bruckheimer og forklarer, hvordan man bliver et medlem af marsvinenes hold af toptrænede spioner. Diskens seks slettede scener blev alle slettet med god grund. Derudover er her to minutters nogenlunde fraklip, et par ringe musikvideoer og en stor stak trailere til andre Disney-film. Ekstramaterialet (bortset fra de slettede scener) præsenteres i 1080i. Dvd-udgivelsen af filmen følger i øvrigt med, så den kan du eventuelt give til en bekendt. Den egner sig fint til hadegave.