Religiøst hævntogtMed baggrund i den mere end 1400 år gamle konflikt imellem sunni- og shiamuslimer har den debuterende instruktør Omar Shargawi skabt filmen “Gå med fred Jamil”. Konflikten opstod, da man skulle finde en efterfølger til profeten Muhammed ved dennes død. Op igennem årene har konflikten udviklet sig, og det har adskillige gange ført til blodige opgør imellem de to grupper. I “Gå med fred Jamil” følger vi sunnimuslimen Jamil, som flygtede fra Libanon sammen med sin far efter at have overværet mordet på sin mor. Mange år efter den tragiske hændelse finder Jamil gerningsmanden bag morens død, som viser sig at være shiamuslim. I vrede får det Jamil til at hævne sig – men hævn fører til hævn, og snart er Jamil en jaget mand.

“Gå med fred Jamil” er en dansk produceret film, der foregår på arabisk, men som finder sted i Danmark. Den tager udgangspunkt i den islamiske tro, hvilket tydeligt indikerer, at “Gå med fred Jamil” adskiller sig markant fra andre danske produktioner. Det er ellers ikke fordi, at den hævnbaserede handling adskiller sig fra andre film med hævn og krig imellem to grupper som omdrejningspunkt. Men den religiøse baggrund, der er i “Gå med fred Jamil”, er med til at give filmen en ekstra dimension, om end det ikke lykkes til fulde.

Omar Shargawi vil gerne fokusere på konflikten imellem sunni- og shiamuslimer, men efter et stykke tid lader han dette i baggrunden for udelukkende at koncentrere sig om den krig, der udvikler sig på baggrund af Jamils hævn over sin mors morder. Det er synd, for det er meget sjældent, at man oplever en film, der behandler konflikten imellem sunni- og shiamuslimer, og det ville have løftet filmen yderligere, hvis man havde holdt fast i den røde tråd, som filmen indledes med, og havde fuldt temaet helt til dørs.

Filmen er blevet tillagt et arabisk islæt, hvilket virkelig klæder den. Det ligner en produktion fra Mellemøsten, og man skal da også halvvejs igennem filmen, før man får et visuelt indtryk af, at handlingen udspiller sig i Danmark. Dialogen foregår primært på arabisk, der bliver blandet med nogle danske eder, og musikken er også af mellemøstlig karakter. Sidstnævnte havde filmen dog været bedre foruden, da den kun bliver brugt til at højne dramatikken i filmen, hvilket er helt unødvendigt, da filmen i sig selv skaber den nødvendige dramatik.

Flere gange igennem filmen får man lov til at dvæle ved de enkelte scener, så man på den måde lige får lov til at fundere lidt over, hvilke tanker der løber igennem hovedet på personen i scenen. Desværre er det ikke noget, der bliver benyttet i den sidste del af filmen, hvor det ellers ville have været rart at have. Især slutningen kunne sagtens have klaret at blive trukket lidt ud.