[b]The Game[/b]

Det er ofte godt at slå seksere. I RISK, Ludo eller Backgammon. På den måde kommer du langt – måske vinder du endda retten til at slå igen. Den ret sikrer “Game Night” sig ikke. Den er en treer, der ikke direkte taber spillet, men som heller ikke skaber en vinder. Og da slet ikke retten til at slå igen.

De bedste brætspil bygger på en unik idé. Andre er en okay videreudvikling af kendte koncepter. Partners-skaberne har helt sikkert spillet Ludo, imens Bezzerwizzer næppe eksisterede uden Trivial Pursuit. Sådan en film er “Game Night”. Den har blandt andre set “Date Night” eller andre parfilm, hvor Hollywood forvandler en småborgerlig weekend-aften til et vildt ridt med pistoler og gangstere for et hvidt middelklasse-par, der lige skal mærke, at de lever, inden de indser, at det almindelige parcelhusliv nu er helt okay.

Til det formål er Rachel McAdams godt castet med kone-frisure og komisk kemi med Jason Bateman, der ikke ved, om han er parat til at få børn. Det finder han ud af på den her ‘skøre’ aften, hvor den traditionelle spilaften med to andre vennepar og den irriterende succesfulde storebror udvikler sig til en slags komisk genindspilning af David Finchers “The Game”. Er spillet et spil eller virkelighed? Attrap eller pistol? Skuespillere eller banditter? Hvis “The Game” er Ludo, så er “Game Night” Partners – det samme, men anderledes.

Det anderledes er, at “Game Night” entydigt er en komedie. Og med et ret entydigt repertoire af jokes. De fleste er film-referencer. McAdams hilser på “Pulp Fiction” med en pistol i hånden, inden der siges hej til “Den sjette sans”, “The Matrix”, “Terminator”, “Django Unchained” og “Taken 3”, da skurkene inde i flyet til slut skal stoppes på en landingsbane. Det er en selvbevidst og filmglad spilaften, hvor grinet er afhængigt af at kunne genkende referencen. Jokes til filmfans, der altså lige præcis ikke har set “The Game”.

Spillet sender desuden et par dovne standard-slag af sted imod Donald Trump og Alt-Right-bevægelsen, der har modtaget langt hårdere, komiske [i]upper cuts[/i] fra Stephen Colbert og alle de andre talkshow-værter, som har gjort grin med den orange præsident i over et år. I stedet var mine grin reserveret til Jesse Plemons, der som en ung Philip Seymour Hoffman-[i]lookalike[/i] nu igen fylder sin birolle ud, så jeg gerne snart ser den blive vekslet til hovedret. Denne gang er han psykopat-ensom nabo og betjent med hundehvalp, der bare så gerne vil være med til spilaften. Husk det nu. Inviter mig! Okay?? Okay!? Okay!! Han er kanon [i]creepy[/i] og den eneste, der bryder med spillets forudsigelige regler.