En gang først i halvfemserne var jeg til en koncert med Kim Larsen. Da publikum taktfast blev ved med at kræve, at han spillede “Kvinde Min” gav han til sidst efter, og undrede sig højlydt over hvorfor folk dog gad høre det gamle lort. Det var svært at forstå, hvordan en mand, der havde spillet en så vigtig rolle i nok det største danske band gennem tiderne, kunne have sådan et forhold til sin fortid. Når man forlader biografen efter at have set denne film, er der dog en hel masse ting ved fænomenet Gasolin’, der er kommet frem i dagens lys, og man forstår måske bedre hvorfor Kim Larsen og de andre stadig har blandede følelser for det hedengangne band.

Anders Østergaard har lavet en ganske enkelt fremragende dokumentarfilm om Danmarks største orkester gennem tiderne. I sikker stil guides vi gennem fire unge mænds tid som rockstjerner, deres storhed og fald, og det er ikke alene hamrende godt; det er en bydende nødvendig film for dansk musikhistorie.

Lysten er drivkraften. Gennem interviews af først og fremmest de fire hovedpersoner føres vi tilbage til en gang i 1960’erne, hvor deres liv blev ændret for altid. De to ungdomskammerater Wily og Franz starter et band. De vil spille rock n’ roll ligesom The Beatles, og så skal de naturligvis også være fire. Skolelæreren Kim får de med som sanger og en trommeslager springer også til. Efterhånden vokser det til at være mere end en fritidsinteresse. Musikken er alt de fire kan tænke på og gider beskæftige sig med. Kim siger sit job op og de begynder at spille deres engelsksprogede syrerock rundt omkring.

Allerede i starten ulmer konflikterne mellem især Kim og Franz. Franz er musikeren, den intellektuelle og den visionære, der har store drømme mens Kim mest af alt er en glad, poetisk sprællemand, der fylder meget i musikernes samarbejde. De skændes så det brager, og ender da også med at miste trommeslageren, der hellere vil spille med Skousen og Ingemann, der har en noget anden stemning i bandet. En ny trommeslager, Charlie, kommer til og Gasolin’ får sin chance for et gennembrud med soundtracket til “Angående Lone”. Sangene er stadig på engelsk, men det ændrer sig, da de skal til at lave et selvstændigt pladeprojekt. Med skænderier der raser som aldrig før, beslutter bandet sig for at prøve Kims idé med de danske tekster. Heldigvis rammer de plet, med sange der handler om deres hverdag og om ting de har oplevet. De bringer digteren Michael Mogensen ind i projektet, og han hjælper dem med at få skrevet nogle gode, poetiske tekster, og den første sten til det, der skal blive Gasolins succes, er lagt.

I takt med at bandet vokser, vokser konflikterne. Der er uoverensstemmelser om hvilken kunstnerisk retning de skal tage, om Kim skal spille guitar og om alt mellem himmel og jord. Alligevel holder de sammen og Gasolin’ bliver større og større, og ender med at være Danmarks største rockband. Vi følger bandets optur og på fiaskorejsen til Amerika, hvor de slet ikke slår til, og vender hjem uden en krone på lommen. De er nødt til at spille en ufattelig stor mængde koncerter, for at få penge i kassen. Efterhånden begynder lysten til samarbejdet at forsvinde. De skændes stadig internt, og Kim har fået så stor succes med sine soloprojekter, at han langt hellere vil gå alene. Franz vil dog gerne fortsætte med Gasolin’, som han mener stadig har noget at give, men både Wily og Kim har ikke lysten til det mere. Som bekendt går de fire hver til sit, og efterlader en musikalsk skat, som et velklingende gravmæle over Danmarks største orkester gennem tiderne. Man kan øjeblikkeligt mærke hvor utroligt meget det band, som de alle sammen både har elsket og hadet, har betydet for Wily, Kim, Franz og Charlie. Det er som om der endnu er meget uforløst mellem dem, samtidig med at de er hudløst ærlige om sig selv og hinanden. Især berøres man af skildringen af forholdet mellem Franz og Kim, der sikkert stadig har en del usagt mellem dem. Det er næsten uforståeligt at de to har været i stand til at arbejde sammen og skabt en karriere med Gasolin.

Fortiden bringes til live via en vidunderlig, varm billedside, med nogle fænomenale sammenklipninger af fortid og nutid. Lydsiden giver sig selv, eller sådan da, for alle de sange, som vi kender så godt, leveres med fortællinger, der giver indsigt og forståelse for, hvad der egentlig skete, og hvorfor de kom til at lyde som de gjorde. Filmisk er “Gasolin'” en rejse fra begyndelse til slut uden den store udenomssnak, men det er gjort på en så velkonstrueret og indlevende facon, at man glæder sig over hvert et lille skridt på turen.