[b]Hvem ka’? Carell![/b]

Film om dumdristige spioner er blevet produceret i utallige årtier, og i lige så lang tid som James Bond, Jason Bourne og flere af deres fiktive artsfæller har slået gækken løs, har opspundne karakterer som Derek Flint og Austin Powers hånet genrens konventioner i adskillige farcer. Er der vitterligt behov for endnu en komedie om hemmelige agenter, der redder verden og parodierer deres profession på samme tid?

Måske ikke. Men det afholder bestemt ikke Peter Segals “Get Smart” fra at udgøre godt og vel halvanden times fornem underholdning i selskab med en af vor tids bedste entertainere: Steve Carell. Den efterhånden 46-årige komiker er en stor tilhænger af den oprindelige “Get Smart”-tv-serie, som selveste Mel Brooks producerede og forfattede talrige afsnit af tilbage i 1960’erne, så han var mere end frisk på at portrættere den nørdede agent Maxwell Smart, som Don Adams i sin tid spillede. Og tak gud for det, for Carell er filmens absolut største trumfkort. Nøjagtig ligesom hans gode kammerat Will Ferrell er den sympatiske Carell brillant til at spille nærmest barnlige, blåøjede mænd, og rollen som Smart synes skræddersyet til skuespilleren. Smart er et legebarn ligesom Carell selv, og da analytikeren endelig får lov til at lege Bond og drage ud på en farlig mission efter adskillige års ensformigt skrivebordsarbejde, er det svært at holde jublen tilbage.

Dvd’ens ekstramateriale afslører, at samtlige skuespillere hyppigt fik lov til at improvisere, og Carell får rig lejlighed til at demonstrere sin særlige ekspertise inden for både komisk skuespil, improvisation og slapstick. Og ensemblets andre medlemmer er næsten lige så gode. Nyligt Oscar-nominerede Anne Hathaway spiller Smarts yngre, sexede makker, Agent 99, og hun er gudskelov immervæk oppe på dupperne, energisk og sjov – et glimrende modstykke til Carell. Men det er alligevel fuldstændig utroværdigt (men ikke uventet), at partnerne pludseligt begynder at forelske sig i hinanden. Det påklistrede, romantiske sideplot præsterer ikke meget andet end at sænke tempoet.

En veloplagt og karismatisk Dwayne “The Rock” Johnson nyder tydeligvis at tage pis på sig selv og sit eget image i rollen som Smarts vellidte kollega, Agent 23. Og Terence Stamp og Alan Arkin er simpelthen suveræne som henholdsvis lederen af det ondsindede konsortium KAOS og lederen af Smarts heltemodige bureau, CONTROL. De aldrende gutter leverer deres sarkastiske bemærkninger køligt og seriøst, hvilket kun gør d’herrer endnu sjovere at overvære i aktion. Ærgerligt, at de ikke medvirker i flere komedier. Bill Murray dukker også op i et enkelt minut, men det er måske allerførste gang, at Murray ikke har fremtvunget ét eneste grin i en komedie.

Men “Get Smart” er også en anelse skizofren. Filmmagerne vil tydeligvis ikke blot have os til at le af deres jokes, men også til at måbe over actionscenerne og gispe over dramaet. Computereffekterne er desværre ofte decideret horrible, og kun en faldskærmssekvens, der nærmest er en tro kopi af åbningsscenen fra James Bond-filmen “Moonraker”, imponerer for alvor. Men Smart og Agent 23’s mission er bare ikke synderlig interessant, de forskellige twists er forbavsende forudsigelige, og det virker egentlig heller ikke, som om manuskriptforfatterne har betragtet det banale plot som andet end et springbræt for alle deres humoristiske påfund.

I modsætning til den uforlignelige “Hot Fuzz” formår “Get Smart” altså ikke at fungere som både actionfilm og komedie, men modsat “Austin Powers”-trilogien forfalder “Get Smart” heldigvis aldrig til klam eller plat pruttehumor. “Get Smart” kunne have været bedre, men også langt, langt værre. Hvis Carell er frisk, vil en fortsættelse være yderst velkommen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Get Smart” ser slet ikke tosset ud. Transferet er uhyre skarp, men den imponerende skarphed er undertiden opnået på bekostning af en smule edge-enhancement. Men igennem størstedelen af filmen er billedet fuldstændig blottet for snavs, komprimeringsfejl og glorier. Farvetemperaturen er stabil, og farverne er appetitlige. Kontrasten er en anelse flad i nogle af de mørkeste scener, men sædvanligvis er kontrastgengivelsen nøjagtig lige så imponerende som farvegengivelsen.

[b]Audio[/b]

Diskens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor overgik denne anmelders forventninger. Man forventer bare ikke, at en letfordøjelig komedie som “Get Smart” vil lyde så godt, som den faktisk gør. Mere surround-aktivitet under især de stilfærdige sekvenser havde været velkommen, og dialogen er en smule utydelig under ganske få udendørsscener. Men ellers er der kun positive ting at sige om dette DD5.1-mix. Dynamikområdet er enormt – alt fra eksplosionernes dybe buldren til lyde med høje frekvenser såsom projektiler, der suser forbi personerne, gengives forbavsende klart. Replikkerne overdøves aldrig, og både panoreringerne og Trevor Rabins musik udnytter kanalnetværket fornemt. Uønsket støj forekommer aldrig, og lyden har generelt en dejlig rumklang.

[b]Ekstramateriale[/b]

Faktisk er det kun 2-disk-udgivelsens såkaldte “Smart Takes – Alternate Scenes”-funktion, som nævnes på omslaget. Når denne aktiveres, kan man trykke på sin fjernbetjening under udvalgte scener af filmen og dermed se alternative udgaver af disse. Godt og vel 40 minutters alternative/slettede scener dukker op, og mange af dem er næsten lige så sjove som scenerne i den endelige udgave af “Get Smart”. På disk 2 er der fire dokumentarer (samlet spilletid: ca. 20 min.), som bl.a. gennemgår filmens referencer til den oprindelige “Get Smart”-tv-serie og Carells imponerende evne til at sige en masse sludder på adskillige forskellige sprog. 11 minutters festlige fraklip og trailere til en håndfuld film (dog ikke til “Get Smart”) medfølger også.