[b]Scarlett i en sci-fi-skal[/b]

Det regner. Eller så har det lige regnet. Sådan er det i den her dystopiske sci-fi-fremtid, som “Ghost in the Shell” er teknologi-forskrækket i. Og sådan er det i forbillederne som “The Matrix” og “Blade Runner”, hvor maskinen og [i]big business[/i] fjerner os fra det menneskelige; sjælen fra kroppen, ånden fra skallen. Nu er det Scarlett Johansson, der er den ny, den udvalgte replikant, som svævende i [i]bullet time[/i] skal finde sandheden om den ydre verden og det indre selv.

På den måde er der ikke så meget nyt at komme efter i den her manga-filmatisering. Langt mere gammelt, lånt og blåt. Gamle pointer om minder og menneskelighed; Jeg tænker, altså er jeg, som Deckard måtte indse i sin jagt på replikanter. Pointer, der mere friskt blev placeret i en overraskende western-setting i “Westworld”. Den her fremtidsverden er i stedet forudsigeligt lånt fra Ridley Scott og de andre, der skabte fremtiden i støv, fugt og asiatiske tegn bøjet i neon.

Orienten i øst er stadig mystisk og fremmed. Fremtiden er ukendt og usikker, hvilket underbygges af den her slags fremtidsby, hvor japansk og engelsk smelter sammen i en verden af hologrammer og kabler, der dingler. Her kan du købe genetiske udvidelser til din krop. Selvoptimering, hvor et liv med evig druk ikke er længere væk end en kunstig lever. Scarlett og Pilou Asbæk med Rutger Hauer-hår jagter en hacker-terrorist, som ikke ser fidusen i al den optimering skabt og solgt af Hanka Robotics.

Det er dog aldrig selve jagten, som “Ghost in the Shell” vil gøre spændende. Den onde CEO fra Hanka siger fra begyndelsen, at han ser Scarletts ånd i en robot-optimeret Hanka-skal som et våben. Fremtiden, teknologi og kommercielle virksomheder er det onde – så sammenhængen skal man ikke hedde Edgar Friendly for at regne ud, inden en skræmmende tidstypisk terrorist angriber den etablerede verden i en lastbil.

Derimod er det en anden jagt, der er ånden i “Ghost in the Shell”. Jagten på svar i forhold til det “Black Mirror”-samfund, vi har. Hvor menneskeligheden erstattes med maskiner. Og hvor minder kan være lige så programmerede som i “Blade Runner ” eller “Westworld”. Er man så stadig et menneske? Det svar jagter Scarlett mindst lige så intenst, imens hun action-sparker ånden ud af Yakuza-undergrunden iført en slags nøgen menneskedragt.