Dansk dokumentarfilm er i rivende udvikling. Med CPH: DOX som det store årlige trækplaster og “Gasolin'”s store succes tør biograferne tage dokumentarfilm op og markedsføre dem på linje med fiktionsfilm. Den “rigtige” dokumentarfilm er senest blevet udfordret af den såkaldte mocumentary, som senest blander fiktion og fakta i to fingerede mord på henholdsvis vores egen statsminister og den amerikanske præsident. Asger (søn af Jørgen) Leths “Ghost of Cité Soleil” er dog på ingen måder iscenesat virkelig. Det er tværtimod kras realisme, som vi sjældent har set det.

Cité Soleil i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, er ifølge en FN-rapport et af verdens absolut farligste steder at befinde sig. Fattigdom, manglen på mad og rent vand, et ikke-eksisterende skolesystem og det tætteste man kommer junglelov i et såkaldt demokrati, er livsvilkårene for dette kaotiske slumkvarter. Styrende i dette inferno er de såkaldte Chimerés: Bøller, som ansat af regeringen forsøger at holde ro og orden med mord og vold. Måske brutalt på overfladen, men samtidigt fremstiller filmen det som en form for nødvendigt onde.

Bily og 2Pac (opkaldt efter den amerikanske afdøde rapper) er brødre og begge to ledere af forskellige fraktioner af Chimerés-banderne og samtidig centrum for Leths film. 2Pac er den vilde og action-søgende bror, som mest af alt tror på sine to fingre på højre hånd – den ene til at affyre sin riffel, den anden til [i]Fuck you, fuck everybody[/i]. Bily tror fast på præsident Aristide, selvom de demokratiske reformer har haft svære vilkår i Haiti. Sammen med tre andre bandeledere styrer de ghettoen med hård hånd. En fransk læge har sat sit liv ind på at hjælpe den fortabte bydel. Hun spiller en vigtig rolle for Leths kamera og for at få de to brødre i tale.

Kun i musikken kan 2Pac finde glæde. I “fritiden” rapper han, først om livet som gangster, siden om sin egen splittelse mellem at være regeringsansat skraldemand men samtidig være ideologisk mod præsidenten. Musikken giver ham det håb, han ikke har i hverdagen. I en kort sekvens ser vi en samtale mellem 2Pac og Wyclef Jean, som selv er fra Haiti (og har lavet filmens soundtrack), om en eventuel pladekontrakt. Projektets umuligheder anes dog i horisonten.

Leths film bruger en engelsk voice-over iscenesat som nyhedsoplæser. Et fornuftigt trick til at holde styr på personer og begivenheder. Klipperytmen er hurtig men flydende og skaber konstant engagement og noget at forholde sig til. I det hele taget er filmen noget af en bedrift, for det kan absolut ikke have været ufarligt at opholde sig i en sådan heksekedel. Filmens fotografer har ganske enkelt begået et antropologisk studie på meget højt plan, for selv om situationerne er anspændte, og de flere gange er tæt på at overvære deciderede likvideringer, bevarer de fatningen og får skabt imponerende stemningsfulde billeder. Det ser for en dokumentarfilm af denne kaliber fantastisk godt ud på det store lærred.