[b][i]Ret[/i]ningsløs, men [i]ret[/i] heftig tur i USA’s u[i]ret[/i]færdige [i]ret[/i]ssystem[/b]

Tv er propfyldt med advokatserier, der mere eller mindre overbevisende giver et indtryk af USA’s kontante retssystem. De fleste har vist efterhånden fattet, at det der “Ally McBeal” ikke skete i virkeligheden, men de dyre jakkesæt, biler og lækre klaverjingler er ikke engang på samme planet som den dagligdag, “Gideon’s Army” portrætterer i staten Georgia. Filmen følger tre unge advokater, der arbejder som beskikkede forsvarere for de fattigste amerikanere. Okay, der er en skranke med en dommer og en jury og en mand, der skriver på sin lille skrivemaskine, men ellers er der ingen [i]OBJECTION![/i]-glamour over det grotesk hårde arbejde.

De fører over 100 sager af gangen – for det meste for unge mennesker, der dummer sig. I en stat hvor røveri har en minimumstraf på 10 år til afsoning i [i]”the big anal rape house”[/i], er hver eneste historie en tragedie, og hver eneste, der dømmes skyldig, er et menneske uden fremtid. Der trækkes konstant på alle menneskelige ressourcer. Lønnen er så ussel, at hvis en af hovedpersonerne inviterede dig med ind at se deres film, skulle du nok ikke forvente en [i]XXL-popcorn-cola-bland-selv-slik[/i]-menu oveni.

Med gnavende studiegæld og et fuldstændig latterligt arbejdspres er forsvarerne nødt til at bevæbne sig med en idealisme og en vilje, som man vel kun genfinder blandt danske filmanmeldere. Eller… Ja, jeg skammer mig lidt over at skulle smide min dom efter de her hårdtarbejdende mennesker, der til daglig i det mindste har USA’s grundlov at kæmpe tilbage med. Her gælder kun min helt personlige udmåling af filmisk forbrydelse og straf, og hvem skal så beskytte dem fra at blive hamret i hovedet?

Heldigvis har “Gideon’s Army” flest plusser på attesten, men jeg har instruktøren Dawn Porter stærkt mistænkt for at være blevet for forelsket i sit stof. Filmen er mere rodet end et skrivebord efter tolv timers arbejde og slæber sig til tider tungt af sted som en forelæsning i EU’s reglement om krumningen på agurker. Den stritter i alle mulige og umulige retninger og mangler i dén grad en skarpere fokusering på materialet.

Der bruges lige ti minutter på arbejdsnarkomanen Travis Willams’ understimulerede kæreste [i]OG[/i] hans første møde med sin biologiske far, inden vi er tilbage i retssalen. Til gengæld ses June Hardwick nærmest ikke i arbejde. Det længste afsnit med hende handler om sønnens fodboldtræning. Der er simpelthen for meget ligegyldigt fyld og personer, som lige springer ind på scenen i et par minutter.