[b]Tillokkende fortælling klinger desværre hult[/b]

Sally Potter har sagt om sit nyeste opus, “Ginger & Rosa”, at hun ønskede at skabe en film, som var så autentisk, sand og ægte som muligt. Desværre er det netop tre styrker, som filmen [i]ikke[/i] rummer, for takket være halvlunkne skuespillerpræstationer og et overarbejdet plot ender filmen med at føles alt andet end autentisk. Øv.

Vi begynder i 1945 på en fødestue i London, hvor to vordende mødre og nære veninder er ved at føde. To piger kommer til verden og bliver omdrejningspunktet for historien: Ginger (Elle Fanning) og Rosa (Alice Englert). Vi springer straks frem til 1962, hvor trusler om atombomber og den kolde krigs magthavere præger hverdagen. Derudover befinder Ginger og Rosa sig i nogle svære teenageår, hvor deres før så uadskillelige veje pludselig synes at dele sig. Særligt kæmper Ginger med forandringerne, og Rosas sorgløse adfærd hjælper på ingen måde pigernes venskab.

“Ginger & Rosa” er en film med hjertet på rette sted, idet den virkelig forsøger at give os en seriøs skildring af 1960’ernes London suppleret med grandiose og eksistentielle temaer som kærlighed, venskab, familie og død. Men filmen irriterer mere, end den fornøjer. Den bruger eksempelvis alt for lang tid på at komme i gang. En halv time af filmens blot 90 minutter bliver brugt på at introducere Ginger og Rosas venskab. Det er altså ikke nødvendigt at se dem [i]klappe-kage[/i] for at forstå, at pigerne er bedste veninder. Mange scener føles altså overflødige og trækker blot historien i langdrag.

Det betyder også, at når filmen omsider tager hul på historiens mere interessante aspekter, er der desværre ikke efterladt meget spilletid til at gå i dybden med dem. For eksempel kunne det have været spændende, hvis Gingers forældres forhold blev gransket lidt mere, da det synes at have en stor betydning for filmens omdrejningspunkt: De to piger. Det er i hvert fald her, at filmen formår at brillere, fordi det stormfulde forhold, som forældrene har, bevirker, at store følelser bliver hivet frem fra kulissen. Men desværre får Potter kun lige ridset i overfladen, og man får aldrig rigtig den klump i halsen, man burde, når forældrenes ulyksaligheder fylder lærredet.

Skuespillerne er generelt middelmådige. I rollen som Gingers far møder vi dog en veloplagt Alessandro Nivola. Han formår ganske godt at indfange rollen som den anti-småborgerlige boheme, der mest af alt ynder at befinde sig i alt andet end familiens skød. Der er enkelte scener, hvor han med sin fandenivoldskhed over for den lille familie virkelig tester ens tålmodighed og får en til at sidde på spidsen af sædet med lysten til at skrige. Men desværre brænder Nivola i sidste ende ikke nok igennem til at bære hele filmen på sine egne skuldre. Det får han simpelthen ikke nok spilletid til.