[b]Fucking finurlig[/b]

Den nye pige i klassen. På det værst tænkelige tidspunkt, der omkring 14-15 års alderen, hvor det kun er ens forældre og ens uduelige krop, der tager nogen beslutninger. “Girl Asleep” er et fantasifuldt billede på de ret voldsomme følelsesudladninger, en teenager går igennem, fx når mor inviterer hele skolen til Gretas 15 års fødselsdag. Der er lagt op til [i]mean girls[/i] og Moodysson på australsk, men i stedet tager Rosemary Myers på tur ind i et sind, der ville gøre Lars von Trier interesseret.

Historien foregår i 70’erne. I en verden, der grangiveligt ligner vores egen beige virkelighed, men hvor en film som “Carrie” aldrig har eksisteret. Ellers ville moderen Janet nok vide, at fester (og mødre) kan være pissefarlige. Man skal ikke tvinge en stille pige ned i en kjole og invitere hele skolen til fødselsdag bag hendes ryg. Håret og tøjet ligner, men det er især idéen om festen som et skæbnesvangert overgangsritual, der giver de stærkeste associationer til ‘Kvinde kend din krop’ a la Stephen King. Bare mere punch og lagkage end teaterblod.

For Greta går det aldrig amok i voldelig telekinese, hun nøjes med at besvime af nervøsitet på sit værelse. Her skifter historien til det mystiske drømmespil, der tidligt er blevet lagt spor ud til. Allerede fra de første scener etableres et parallelunivers, hvor farvestrålende papmachedyr og finske action-kvinder, huldraer, titter gennem træerne eller vinker fra et fotografi. “Girl Asleep” skaber et slags levende dukketeater med alt det bedste fra klæd-ud-kassen. Det er ikke CGI-drømme med flyvende skridt og verdener på hovedet, bare alt det man kender – iklædt underlige fuglemasker.

Så er vi tilbage til det med tidsånden, for anden halvdel kunne godt ligne 70’ernes B&U-afdeling, som har fået fripas (og fri hash) til at sende Sonja og Super Karla ud i bushen med Bamse og Kyllings australske slægtninge. Men det er lidt et skin-trip. Når masken falder, er Matthew Whittets manuskript en ret konventionel fangeleg med 1:1-symboler, der ikke efterlader tvivl om, hvad og hvem, der peges på. Faderen er blevet til en skræmmende, men uskadelig stalker-mosemand, moderen en isdronning frosset fast i sin trone. Og i midten af det hele, skatten, en yndig, nedarvet spilledåse.

Freudiansk skovtur er dog stadig klart at foretrække frem for bare at blive seneste medlem i klubben for akavede historier om den akavede pubertet. “Girl Asleep” kan godt ligne endnu en film, der holder indie-genrens ‘finurlighed’ op som et adelsmærke. Nogle skøre forældre og socialt hæmmede teenagere i grimt-fedt tøj, så har man et Sundance-undergrundshit. Myers og Whittet punkterer heldigvis noget af outsider-selvfedmen med franske disco-loveurs og Bollywood-lignende dansenumre. Så kan man (Greta og jeg i hvert fald) lige klare endnu en pinlig familiemiddagsscene.