[b]Den her gave må I gerne beholde[/b]

Vi vælter os i de her år i dystopiske fremtidsbilleder baseret på romaner. Verdens dårlige tilstand er ved at gå op for os, men det er, som om vi foretrækker at se, hvad der sker efter syndfloden/atomkrigen/pandemien i stedet for at tage fat på problemerne nu. Selv om forlægget bag “The Giver” er ældre end både “The Hunger Games” og “Divergent”-serierne føles dens grundidé som en gentaget manøvre, der er ved at blive ret forudsigelig.

Personligt er jeg i hvert fald ved at være træt af den fantasiløse Orwell-klon vi igen og igen præsenteres for. Et samfund, hvor alle går klædt i neutral hvid, overvåges af snurrende kameraer og fortælles præcis, hvad de må og ikke må af et videoprojiceret ansigt, en [i]’big'[/i], respekteret skuespiller, det være sig Donald Sutherland, John Hurt eller her Meryl Streep. Det har selvfølgelig en krog i virkeligheden, at jo mere vi skejer ud, jo mere tager magthaverne af demokratiet og den frie tanke. Men overrasket over at endnu én ung teenager kæmper tilbage, det bliver man efterhånden ikke.

Den originale idé i “The Giver” er, at minderne fra vores tid, fra før de ældste murede menneskeheden inde i en beskyttende kapsel, skal overleveres af én person. Én person får lov til at huske grusomhed og godhed, krig og kærlighed, sorg og glæde. For selv ikke farver findes i fremtiden, hvor alle er konstant dopede på en slags antidepressiva, der tager toppen og bunden af enhver følelse. “The Giver” er således meget af tiden holdt i gråtoner, der giver mening som understregning af ensartetheden, men også fjerner meget af fascinationskraften. Det er et kedeligt sted, men behøver det være kedeligt at se på?

Til overgangsceremonien for de næsten voksen, der minder meget om kaste-tildelingen i “Divergent”, får Jonas ikke noget job. Det viser sig, at han er udvalgt til [i]’receiver'[/i]. Ham, der skal føre minderne videre. Det gør han ved at gå rundt og holde i hånd med Jeff Bridges, hvis underkæbe er skudt mere frem end nogensinde, så troldmandsmumleriet i hvert fald er sikret. Bridges har en skjult kamp med Meryl Streeps yppersteældste, der involverer Jonas, et gammelt kort og nogle minder om den tidligere [i]’receiver'[/i] – selvfølgelig en klaverspillende Taylor Swift?!

Så er fanbasen sikret, og alle os andre kan så undre os over, at producent Harvey Weinstein og Bridges har kastet penge og kræfter i så gumpetungt et manuskript. Jeg har ikke læst Lois Lowrys bog, men imellem lommefilosofisk voice-over, kalkering af Orwellsk [i]new speak[/i] og en total mangel på involverende konflikter har jeg svært ved at se, hvad de har set. Både før og efter den filmiske bearbejdning. Måske har jeg bare ikke en [i]’receivers'[/i] blik for verdens sande sammenhæng. Men jeg kedede mig under etableringen af intrigen og følte sjældent noget for dens løsning.