Vi vælter os i de her år i dystopiske fremtidsbilleder baseret på romaner. Verdens dårlige tilstand er ved at gå op for os, men det er, som om vi foretrækker at se, hvad der sker efter syndfloden/atomkrigen/pandemien i stedet for at tage fat på problemerne nu. Selv om forlægget bag “The Giver” er ældre end både “The Hunger Games” og “Divergent”-serierne føles dens grundidé som en gentaget manøvre, der er ved at blive ret forudsigelig.
[image=85931]
Den originale idé i “The Giver” er, at minderne fra vores tid, fra før de ældste murede menneskeheden inde i en beskyttende kapsel, skal overleveres af én person. Én person får lov til at huske grusomhed og godhed, krig og kærlighed, sorg og glæde. For selv ikke farver findes i fremtiden, hvor alle er konstant dopede på en slags antidepressiva, der tager toppen og bunden af enhver følelse. “The Giver” er således meget af tiden holdt i gråtoner, der giver mening som understregning af ensartetheden, men også fjerner meget af fascinationskraften. Det er et kedeligt sted, men behøver det være kedeligt at se på?
[image=85932]
Så er fanbasen sikret, og alle os andre kan så undre os over, at producent Harvey Weinstein og Bridges har kastet penge og kræfter i så gumpetungt et manuskript. Jeg har ikke læst Lois Lowrys bog, men imellem lommefilosofisk voice-over, kalkering af Orwellsk [i]new speak[/i] og en total mangel på involverende konflikter har jeg svært ved at se, hvad de har set. Både før og efter den filmiske bearbejdning. Måske har jeg bare ikke en [i]’receivers'[/i] blik for verdens sande sammenhæng. Men jeg kedede mig under etableringen af intrigen og følte sjældent noget for dens løsning.
[image=85933]