[b]Kriminalitet af bibelske dimensioner[/b]

Første Mosebog fortæller historien om de to fordærvede byer Sodoma og Gomorra, som Gud ville undlade at tilintetgøre, hvis Abraham kunne finde blot 10 retfærdige mennesker. Dette var tilsyneladende en umulig opgave, da begge byer kort efter blev jævnet med jorden af svovl og ild fra himlen. Den italienske instruktør Matteo Garrone fortæller historien om – ikke Gomorra – men Camorraen – det ældste og mest indflydelsesrige mafiakartel i Campania-regionen i Italien. Kan Garrone finde 10 retfærdige mennesker i Napoli?

Mafiaen styrer Napoli og omegn med hård hånd. Don Ciro er en rolig ældre herre, der går sine runder med en slags forsikringspenge til afgåede mafiaansattes familiemedlemmer. Pasquale er talentfuld skrædder og arbejder i underbetalt overtid for sin chef. Roberto er færdiguddannet akademiker, der gennem sin far får arbejde som assistent for forretningsmanden Franco, der skaffer giftigt affald af vejen. Teenagerne Marco og Ciro er begge fascineret af vestlig kultur og rigdom, og forsøger sig som selvstændige kriminelle. Den purunge Totó render købmandsærinder for husmødrene i det lokale kvarter. Fælles for alle er, at de kommer i klemme i Camorraens lange kløer.

Matteo Garrones effektive og skarpe fortællekunst demonstreres allerede med iver fra første færd i “Gomorra”. Hvad, der starter som en fredelig herretur i et solarie-kompleks, ender i et skræmmende hurtigt afviklet massemord. De store italienske solbrune korpusser ligger livløse omgivet af blå neonlys og sydlandsk dansemuzak. Den filmiske timing kunne næppe være bedre, og fortællingen er i gang allerede med stort forspring.

I modsætning til andre, velkendte værker om mafia-miljøet i USA, tager “Gomorra” udgangspunkt i periferien af kriminaliteten. Dem, der gerne vil ud eller gerne vil ind, men ikke kernen, der styrer systemet. Der er ingen glamour, pool-fester og modelkærester, men en samling triste skæbner, der kæmper for at overleve i et fattigt samfund gennemsyret af korruption. En samfundsrealistisk tilgang med fem selvstændige historier, der i høj grad trækker på det glimrende værk “Traffic” af Steven Soderbergh. Som Soderbergh med 360 graders vinkel belyser narkotikahandel frem for at udbasunere en guddommelig løsning på problemet, beskriver Garrone med udgangspunkt i afsløringsbestselleren “Mafiaen i Napoli” også et alvorligt samfundsproblem set gennem øjnene af alle aldre – fra lille Totó til den gamle don Ciro.

De forskellige historier er fascinerende, men stærkest står dog Marco og Ciros vanvittige planer om at vælte kvarterets mafiabosser og skrædderen Pasquales hemmelige udflugter som læremester for de kinesiske konkurrenter. Begge dele går naturligvis grueligt galt, men i al alvoren og elendigheden er der i “Gomorra” alligevel overskud til humoristiske indfald. Når Pasquale bliver fragtet i bagagerummet til den kinesiske syfabrik, er han ikke meget for at ligge i bagagerummet, da det i hans forstand, ligesom publikums, er lig med gangster-klicheen om liget bag i bilen; men Pasquale ligger i stedet mageligt på en pude og kan endda stikke hovedet op af en lem og have lange samtaler med kineserne i bilen. Garrone gør op med Hollywoods glamourisering af kriminalitet i et vink som dette og også med teenagerne Marco og Ciro, der dyrker Tony Montana-figuren i “Scarface”, men får en ganske anden skæbne end Al Pacinos heroiske skudinferno.