Good Baby GoodUnder filmentusiasters utallige diskussioner om Ben Afflecks evner eller mangel på samme som skuespiller, glemmes det ofte, at manden altså er en Oscar-belønnet manuskriptforfatter. Uanset, hvor tit Affleck ifører sig knaldrøde spandexkostumer eller borer huller i farefulde asteroider i middelmådige blockbusters, vil stjernen altid have en glitrende guldstatuette stående til minde om sine evner som historiefortæller. Afflecks instruktørdebut, “Gone Baby Gone”, bekræfter, at “Good Will Hunting”, som Affleck og barndomsvennen Matt Damon modtog Oscars for at have forfattet, ikke blot var et singulært lykketræf.

Det følelsesladede drama er baseret på Dennis Lehanes roman af samme navn. Lehanes bøger er især kendte for deres ekstremt nuancerede personskildringer og miljøbeskrivelser, og Affleck, der er vokset op på de samme nedslidte gader i Boston som Lehane, skildrer både karaktererne og miljøet med et øje for de virkelig små detaljer, der vidner om Afflecks kendskab til regionen og dens indbyggere. Brugen af reelle locations og almene mennesker som skuespillere får filmen til at føles autentisk.

Det er selvfølgelig umuligt ikke at tænke på den virkelige sag om den forsvundne, engelske pige Madeleine McCann, mens man overværer denne imaginære beretning om et lille pigebarns forsvinding. Lighederne mellem filmens fiktive fortælling og virkelighedens barske realiteter spændte ben for filmens premiere i Storbritannien, hvilket virkelig er en skam, for “Gone Baby Gone” er aktuel og relevant i mange henseender. Filmen er ikke blot en twistspækket affære om gribende detektivarbejde, men også et modent drama om moralske gråzoner og den eviggyldige vigtighed i at tage vare på vores børn.

Sidste år stjal Casey Affleck rampelyset fra superstjernerne Brad Pitt og George Clooney i “Ocean’s Thirteen”. Senere fik han en Oscar-nominering for sin uafrystelige præstation i “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”. Og hans indsats her i storebroderens film som privatdetektiven Patrick Kenzie, der efterforsker bortførelsen af pigen Amanda McCready, udgør endnu en personlig triumf for den talentfulde ungersvend. Casey Afflecks præstation er intens, kompleks og uforudsigelig – ligesom filmen. En typisk usvigelig Ed Harris er også påfaldende som en temperamentsfuld betjent, men Amy Ryan løb forståeligt med filmens eneste Oscar-nominering takket være sin skiftevis foruroligende og hjerteskærende præstation som Amandas stofmisbrugende mor.

Af en debutfilm at være er “Gone Baby Gone” mildest talt æstetisk imponerende. Ben Affleck kunne ikke have valgt en bedre fotograf til at skænke Bostons fattigkvarterer et passende stænk af visuel grandiositet end Oscar-belønnede John Toll, som bl.a. har samarbejdet med Terrence Malick. Komponisten Harry Gregson-Williams, der sædvanligvis arbejder på Hollywoods pompøse storfilm, har også komponeret et overraskende mådeholdent og dybfølt score, som servicerer billederne fornemt. Kun brugen af musik under filmens allersidste minutter irriterer, da den stædigt forsøger at tvinge publikum til at føle noget helt specifikt, selvom selve fortællingen på netop dét tidspunkt fostrer ambivalente følelser.

Og den unødige musik er ikke den sidste akts eneste svage punkt. Historien rundes ganske vist af på tilfredsstillende vis, og slutningen lægger op til megen spændende debat. Men inden da serveres publikum for en langstrakt flashbackkavalkade, der gentager aspekter af fortællingen, man allerede har fattet, til hudløshed. Det er dog også den eneste gang undervejs, at man føler sig undervurderet som seer. Forinden og hinsides dette vejbump i handlingsforløbet fungerer “Gone Baby Gone” fortrinligt som en virkelig stemningsfuld thriller, der både kalder hjernen og hjertet i aktion.

VideoBilledet på Blu-ray-discen er knivskarpt igennem hovedparten af filmen, hvorfor detaljerigdommen selvfølgelig er enorm. Farverne er naturtro, og hverken edge-enhancement, støj, snavs eller komprimeringsfejl irriterer. Men selvom billedsiden ofte virker dejlig tredimensionel, så har filmens mørkeste scener en tendens til at virke en anelse flade, eftersom skyggerne af og til er for ensfarvede og dunkle. Eksempelvis smelter Michelle Monaghans hår nærmest sammen med et brunligt køkkenskab tidligt i filmen, og boligkvarterernes dystre kroge savner undertiden visuel dybde. Men disse tilfælde er trods alt yderst sjældne, og resten af filmen ser simpelthen fantastisk ud.

AudioSkivens ukomprimerede PCM 5.1-lydspor er et eksemplarisk mix. Hver eneste location understøttes af et ocean af subtile lydeffekter, der får Bostons slumkvarterer og klaustrofobiske lejligheder til at føles levende – til tider i nærmest foruroligende grad. Dialogen lyder distinkt, og det er kun, når skuespillerne mumler en smule, at hver eneste stavelse ikke er tydelig. En løbescene omtrent halvvejs igennem filmen er en af årets største auditive oplevelser, og der er op til flere effektive panoreringer. LFE-kanalen udnyttes også fornemt. Tjek eksempelvis lyden af de fåtallige pistolskud og musikken i en pushers subwoofer-udstyrede bil. Wow.

EkstramaterialeTo korte dokumentarer medfølger, og de præsenteres begge i 1080i. I “Going Home: Behind the Scenes with Ben Affleck” (7 min.) taler bl.a. Ben Affleck, Dennis Lehane og diverse skuespillere om filmens fortælling og Afflecks oplevelser som debuterende filminstruktør. Men så snart, dokumentaren for alvor synes at komme op i gear, slutter den. “Capturing Authenticity: Casting Gone Baby Gone” (9 min.) er bedre, men også for kort. Vi hører primært produktionens bagmænd og medvirkende debattere Bostons nabolag og deres personlige tilknytning til byen.

Seks slettede scener er også inkluderet, og Ben Affleck og manuskriptforfatteren Aaron Stockard har indtalt kommentarer til dem alle sammen. Desværre præsenteres sekvenserne ikke i HD, og ingen af dem er særlig interessante. Gudskelov saksede man en ineffektiv elskovsscene mellem Casey Affleck og Michelle Monaghan, og skivens opreklamerede forlængede slutning byder blot på et par ekstra, overflødige replikker. Ben Affleck og Stockard har også indtalt et hæderligt kommentarspor til selve filmen. Affleck hvisker ofte, hvilket irriterer, men han er forbavsende seriøs, ydmyg, oprigtig og velformuleret. Stockard disker ikke op med nær så mange anekdoter som sin ledsager, men parrets fascinerende gennemgang af filmens tilblivelse er værd at lægge øre til.