Brødrene Affleck brillererBen Affleck debuterer som spillefilmsinstruktør med dette rå, uforudsigelige og bevægende detektivdrama, der ikke bare har et spændende plot, men også serverer interessante personskildringer undervejs og formår at være kompromisløs til det sidste. “Gone Baby Gone” behandler temaet børnekidnapning fra et alternativt perspektiv, der tvinger tilskueren til at tage stilling, selv efter hovedpersonen har gjort, hvad der forekommer ham rigtigt, og det giver filmen mere eksistentialistisk gods end de sædvanlige krimigåder, selvom thriller-aspektet også håndteres til fingerspidserne.

Kæresteparret Patrick og Angie driver et nyopstartet detektivfirma i det sydlige Boston og drages ind i en kidnapningssag, da tanten til den forsvundne pige Amanda hyrer dem til at undersøge omstændighederne nærmere. Politiet er dog ikke videre interesserede i, at udenforstående blander sig i deres arbejde, og den aldrende inspektør Jack Doyle, der selv har mistet sin datter, vil ikke have, at nogen forhindrer ham i at finde Amanda. Da Patrick og Angie begynder at snuse rundt i kvarteret og snakke med folk, som politiet ikke har kunnet få et ord ud af, ser de sagsansvarlige politimænd Remy Bressant og Nicholas Raftapolous en fordel i at arbejde sammen med de to, og snart synes de at være på sporet af den mulige gerningsmand. Men hvad der ligner en simpel kidnapningssag, viser sig snart at være mere indviklet end først antaget – og spørgsmålet om skyld og uskyld er pludselig ikke så let at besvare mere.

“Gone Baby Gone” bygger på en bog af forfatteren Dennis Lehane, der også stod bag forlægget til Clint Eastwoods “Mystic River”. De to historier har da også en hel del tilfælles, men udover oplagte fællestræk, såsom forsvundne børn, pædofiliens grimme spøgelse og naturligvis Boston som næsten mytisk legeplads for fortællingen, så er den centrale nerve hos begge den umiskendelige insisteren på at nedbryde skellet mellem godt og ondt. Hvad, vi umiddelbart tror, er godt eller dårligt, kan vise sig at være netop det modsatte, set i lyset af alle de faktuelle omstændigheder. Og det er denne gråvaskning af de sort/hvide modsætninger, som gør hans historier særligt interessante – for ikke at sige såre menneskelige.

Skønt Affleck er ny indenfor instruktørfaget, så er der ingen usikkerhed eller nervøsitet at spore i den endelige film, som både ser ud og lyder, som havde han aldrig lavet andet. Hans valg af autentiske lokationer i Boston og brugen af folk fra nærmiljøet til at give den rigtige stemning øger om noget den minutiøse miljøbeskrivelse, der er med til at rodfæste historien i troværdige omgivelser. Ned til mindste statist er de ru arbejderklassekvarterer, som handlingen hovedsageligt foregår i, befolket med fantastiske ansigter og typer, der emmer af indestængt frustration eller afmålt resignation. Det er en slags realismebetændt [i]neo-noir[/i]; Klassiske detektiv-eskapader, der ironisk nok ofte udfolder sig ved højlys dag. Skyggerne og mørket er måske nok oplyst, men det foruroligende (og det fascinerende) hænger stadig væk ved. Curtis Hansons fabelagtige “L.A. Confidential” er ikke langt væk i erindringen, selvom omgivelserne og tidsperioden er en anden.

På skuespillersiden har “Gone Baby Gone” heller ikke sparet på talentet, og Affleck vælger klogelig ikke at placere sig selv foran kameraet, men har i stedet hyret sin bror, Casey, til at udfylde hovedrollen som detektiven Patrick. Casey Affleck, der for ganske nyligt spillede suverænt op til Brad Pitt i “Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford”, beviser med “Gone Baby Gone”, at han hurtigt vil vokse ud af sin brors skygge. Rollen som Patrick har så mange facetter og portrætteres så nuanceret ned til mindste dirren ved mundvigen, at man suges ind af dette studie i subtil menneskeskildring. Patrick er halvt antihelt, hevet ind fra noir-universets mørke og kyniske maskulinitet, og halvt idealistisk-men-stadig-våd-bag-ørerne nybegynder i feltet. De to modsætninger forenes i Casey Afflecks spil til en gnidningsfri realisme, der aldrig ender i sentimentalitet eller påtagethed. Rundt om ham ses fornemt spil af både Morgan Freeman, Ed Harris og Michelle Monaghan, men “Gone Baby Gone” tilhører Casey Affleck, og den præstation, der muligvis vil indbringe ham en lille gylden statuette til februar.