Det er længe siden, vi sidst har set eller hørt noget fra mesterinstruktøren Milos Forman. Han har været ude af rampelyset siden 1999, hvor han lavede “Man on the Moon” med Jim Carrey i hovedrollen. Men nu er Forman tilbage med endnu en biografisk film. Denne gang har han vendt kameralinsen mod den spanske maler Francisco Goya i filmen “Goya’s Ghosts”. Desværre er Forman langt fra tilbage i topform men virker snarere godt rusten, for selvom filmen måske har været ambitiøs på manuskriptniveauet er og bliver “Goya’s Ghosts” en rodet og kedsommelig affære, der aldrig rigtig finder et klart fokus.

Året er 1792 og byen er Madrid. Den magtfulde og berygtede spanske inkvisition er betænkelig ved den kontroversielle maler Francisco Goya, som imellem sine mere harmløse portrætmalerier laver raderinger (en form for graveringer), hvis indhold de anser for kættersk. Via lidt uklare tråde fører denne betænkelighed til, at Goyas muse, den smukke unge Ines, anklages for kætteri. (Hun afviste en anretning med svinekød, og så må man jo være af den jødiske tro!?)

Efter en solid omgang tortur er hun ikke overraskende villig til at indrømme alle slags forsyndelser, hvorfor hun fængsles. Ines’ familie tilhører dog en af Goyas venner og velgørere, og med hans hjælp lægger de i en absurd og fuldstændig usandsynlig scene pres på den pragmatiske Broder Lorenzo i et forsøg på at hjælpe Ines. Lige så absurd antydes det, at Lorenzo i stedet ender med at forbryde sig mod pigen, inden han, af helt andre årsager, bliver bandlyst af kirken og må stikke halen mellem benene.

Her springer filmen så 15 år frem i tiden. Situationen i Spanien er urolig. Napoleon har længe raslet med sin nypudset sabel på den anden side af grænsen, og da han erobrer Spanien og indsætter sin bror på tronen, kan Broder Lorenzo atter vende tilbage til Spanien – nu som oplyst liberal med en solid foragt for kirken. Også Ines kan omsider igen bevæge sig frit omkring, og lettere sindsforvirret udsøger hun sig selvfølgelig nu Lorenzo med en hemmelighed på hjertet. En hemmelighed, der ikke formår at tilføre filmen meget dramatisk styrke eller spænding.

Man skal som publikum holde tungen lige i munden for ikke at snuble over filmens urskov af utroværdige handlingslianer og absurde optrin. Der skal dog ikke være nogen tvivl: Forman har altid haft et godt øje for historiske iscenesættelser, og “Goya’s Ghosts” er så absolut flot med flere storslåede scener og imponerende kulisser og kostumer.

Desværre er filmen også gennemsyret af en frygtelig naiv indfaldsvinkel, hvor alting synes enten sort eller hvidt. Det hele fremstår således stift og klodset, når filmen firkantet tematiserer over politisk magtmisbrug og hykleri. Og resultatet er også, at filmens karakterer virker flade som pandekager og plottet lige så tandløst som en 85-årig fransk vinbonde.

Selvom Goya indgår i titlen, så er han fraværende i store dele af filmen, som snarere synes at handle om alt muligt andet end lige ham. At Goya som den klassiske kunstner derfor blot figurerer som iagttager er nu ikke noget nyt påfund i kunstens verden. Og i kraft af denne velkendte model skuffer det da også, at filmens handling alligevel virker så uskarp. Dertil kommer, at filmen kun momentvis evner at gribe følelsesmæssigt fat i tilskueren, som til slut sidder tilbage med en flad og temmelig intetsigende oplevelse.