[b]Nostalgi og farvelade[/b]

Instruktøren Wes Anderson har en tendens til at dele vandene. Mange bryder sig slet ikke om hans film og anklager dem for at være form uden indhold. Selv blandt hans fans er der et skisma imellem dem, der ser “Rushmore” fra 1998 som hans bedste film og alt derefter som mere og mere outrerede udstyrsstykker. Og så er der dem, som ikke kan få nok af hans kulørte farveladeverden og hans vidunderligt krøllede karakterer. Lad mig med det samme advare: Kun de sidstnævnte vil til fulde sætte pris på “Grand Budapest Hotel”.

Andersons film har altid foregået i en mærkelig parallelverden, hvor alt er mere opskruet, farverne stærkere og lidt ud over det sædvanlige. Alligevel formår han her at overgå sig selv. Filmen er sat i det fiktive Zubrowka i mellemkrigstiden, hvor de sidste rester af det gamle Europa holder stand lidt endnu. På det prestigefulde Grand Budapest Hotel regerer conciergen Gustave H hårdt, men retfærdigt, mens han leverer upåklagelig (og meget personlig/intim) service for hotellets ældre, kvindelige gæster. Ralph Fiennes spiller ham meget flamboyant, men uendeligt charmerende. Han er en romantisk drømmer, der er mere interesseret i verden, som den burde være, end den er. Hermed føjer han sig til en lang række af hovedpersoner i Andersons film.

Det flamboyante går i den grad igen i filmens [i]look[/i]; altdominerende pastelfarver, bygninger og møbler overlæsset af ornamentik og ikke mindst groteskt sminkede og udklædte biroller spillet af så mange af mine favoritskuespillere, at jeg umuligt kan nævne dem alle. Han gør også her brug af modeller og miniaturer som i “Moonrise Kingdom” og “The Life Aquatic with Steve Zissou”, hvilket man enten finder vildt charmerende eller frygteligt påtaget. Jeg er ikke i tvivl. Jeg elsker det! Hovedhistoriens kulørte dekadence sættes i kontrast med en rammefortælling, der foregår i 70’ernes Zubrowka, der er blevet en socialistisk stat med alt, hvad dertil hører af lortebrune habitter, funkis og vanvittige farvekombinationer. Den kontrast er ikke kun visuel, men der er også en gennemgående stemning af forfald og nostalgi i disse scener.

Der er i det hele taget en bittersød tone, der hele tiden ligger lige under den tyggegummi-agtige overflade. Den klæder filmen utroligt godt. Et oplagt eksempel er introduktionen af Zig-Zag-regimet fra nabolandet, hvis symbollogo nok vil vække genkendelse hos de fleste. Gradvist overtager de mere og mere af Zubrowka, indtil hærledelsen flytter ind på selve Grand Budapest. Jeg ved ikke, om det er Anderson, der er modnet som fortæller, men hans karakterer er en smule dybere og meget mørkere, end de plejer at være. Der er et element af fatalisme, som sandsynligvis er en indflydelse fra den østrigske forfatter Stefan Zweig, som filmen er dedikeret til, og hvis erindringer “Verden af i går” tydeligvis har inspireret filmens univers.

Det er dog stadig en ualmindeligt underholdende film. Der er veloplagt [i]slapstick[/i], der ville få Groucho Marx til at vrikke med øjenbrynene, og en knastør dialog-humor, som rammer lige i plet hos mig. Således Gustave H’s bemærkning til hans ledsagers chok over at opdage, at conciergen havde sex med en 84-årig gæst: [i]”Jeg har prøvet ældre.”[/i] Alle de spidsfindige detaljer og sjove påfund kunne nemt have gjort filmen lidt for lang, men den er skarpt klippet, og det er befriende at se, hvor langt den når på sine 100 minutter.