Instruktøren Wes Anderson har en tendens til at dele vandene. Mange bryder sig slet ikke om hans film og anklager dem for at være form uden indhold. Selv blandt hans fans er der et skisma imellem dem, der ser “Rushmore” fra 1998 som hans bedste film og alt derefter som mere og mere outrerede udstyrsstykker. Og så er der dem, som ikke kan få nok af hans kulørte farveladeverden og hans vidunderligt krøllede karakterer. Lad mig med det samme advare: Kun de sidstnævnte vil til fulde sætte pris på “Grand Budapest Hotel”.
[image=79436]
Det flamboyante går i den grad igen i filmens [i]look[/i]; altdominerende pastelfarver, bygninger og møbler overlæsset af ornamentik og ikke mindst groteskt sminkede og udklædte biroller spillet af så mange af mine favoritskuespillere, at jeg umuligt kan nævne dem alle. Han gør også her brug af modeller og miniaturer som i “Moonrise Kingdom” og “The Life Aquatic with Steve Zissou”, hvilket man enten finder vildt charmerende eller frygteligt påtaget. Jeg er ikke i tvivl. Jeg elsker det! Hovedhistoriens kulørte dekadence sættes i kontrast med en rammefortælling, der foregår i 70’ernes Zubrowka, der er blevet en socialistisk stat med alt, hvad dertil hører af lortebrune habitter, funkis og vanvittige farvekombinationer. Den kontrast er ikke kun visuel, men der er også en gennemgående stemning af forfald og nostalgi i disse scener.
[image=79437]
Det er dog stadig en ualmindeligt underholdende film. Der er veloplagt [i]slapstick[/i], der ville få Groucho Marx til at vrikke med øjenbrynene, og en knastør dialog-humor, som rammer lige i plet hos mig. Således Gustave H’s bemærkning til hans ledsagers chok over at opdage, at conciergen havde sex med en 84-årig gæst: [i]”Jeg har prøvet ældre.”[/i] Alle de spidsfindige detaljer og sjove påfund kunne nemt have gjort filmen lidt for lang, men den er skarpt klippet, og det er befriende at se, hvor langt den når på sine 100 minutter.
[image=79438]