[b]I rummet kan ingen høre dig tude[/b]

[i]Gravity[/i]. Tyngdekraften. Den usynlige, uomgængelig kraft, der forhindrer, at vi pludseligt stiger til vejrs som groggy superhelte. Der er dog mindst ét sted på Moder Jord, hvor naturloven [i]ikke[/i] hersker: I knolden på den mexicanske auteur Alfonso Cuarón, som med “Gravity” understreger, at hans fantasi ikke kender nogen grænser. Han har før taget os til fjerne fjelde præget af monstre og magi (“Harry Potter og fangen fra Azkaban” – en af Potter-seriens bedste) og en opspundet fremtid indhyllet i blod, tårer og terror (den sensationelle “Children of Men”), og med “Gravity” bruger Cuarón den største af alle kreative legepladser, det uendelige kosmos, som grobund for sit foreløbige hovedværk og årets utvivlsomt bedste film.

Plottet? Sandra Bullock og George Clooney spiller astronauter i det ydre rum, der er i fuld gang med at fikse Hubble-teleskopet, da noget pludseligt går galt, og rutineopgaven fluks udvikler sig til en nervepirrende kamp for overlevelse. Mere vidste jeg ikke om fortællingen, før jeg plantede bagdelen i biografsædet, og mere bør man heller ikke vide. I et år gennemsyret af genindspilninger og fortsættelser er det helt befriende at se en film, der ikke betragter klichéer og konventioner som dyder. Som drejer skarpt til venstre, når man tror, den vil dreje til højre. Så lad ingen afsløre de talløse overraskelser i Cuaróns fænomenale fabel fra verdensrummet – et ugæstfrit vakuum, hvor temperaturen ligger på det absolutte nulpunkt, og kun lyden af din egen vejrtrækning bryder den totale tavshed.

Netop tavsheden spiller en vigtig rolle i filmens unikke udtryk. Lyd skabes via vibrationer i luften, og da ilt ikke eksisterer i virkelighedens verdensrum, er der naturligvis fuldkommen stille. Det samme er der i “Gravity”, hvor vi for alvor kommer ind under huden på Clooney og Bullock, bl.a. fordi vi – ligesom dem – kun hører deres radiotransmitterede samtaler og paniske åndedræt. Intensiteten højnes, når vi ser dødsensfarlige vragstykker flyve med tusindvis af kilometer i timen, mens astronauterne forbliver intetanende, fordi de ikke alarmeres af højtravende lydeffekter. Og Steven Prices smukke, strygerdominerede musik overkompenserer gudskelov aldrig for lydsidens lavmælthed med altoverdøvende slagtøj.

Billedsiden er nøjagtig lige så fortryllende. I fællesskab med computertroldmanden Tim Webber og sin gudsbenådede hoffotograf, Emmanuel Lubezki, kreerer Cuarón et fuldkommen plausibelt portræt af det kulsorte, endeløse univers, der simpelthen [i]skal[/i] opleves i 3D. Selvom billedsiden er rig på flyvende objekter, falder filmmagerne aldrig for fristelsen til at forstyrre vores indlevelse ved at lade tingene flyve ud af lærredet. I stedet udnyttes billedsidens tredje dimension på fornem, subtil vis til at styrke fornemmelsen af rummets skrækindjagende størrelse og de 600 kilometer mellem astronauterne og jordoverfladen. Wow.

Siden det stående bifald efter verdenspremieren på Venedig-filmfestivalen har adskillige medier jævnført “Gravity” med Stanley Kubrick-milepælen “Rumrejsen år 2001”. Sammenligningen virker umiddelbart logisk, da de begge tilhører den supersjældne race: [i]intelligent og seriøs sci-fi, der besnærer både biografgængere og kritikere[/i], men sammenligningen er samtidig unfair – ikke fordi “Gravity” er på et lavere kvalitetsleje, men fordi de to film ikke har meget mere end sceneriet tilfælles. For hvor Kubricks intellektuelle trendsætter er en meditativ hjernevrider, er “Gravity” anderledes og åbenlyst følelsesdrevet, og selvom den både er spækket og lavet med højteknologisk isenkram, bevarer Cuarón fokus på personerne.