“Grizzly Man” lægger hårdt og kontant ud med et billede af sin særprægede hovedperson i tilsyneladende idylliske naturomgivelser. Timothy Treadwell, en veltrimmet, 40-årig herre iklædt brede solbriller, er i forgrunden. Treadwells venlige fortællerstemme bliver akkompagneret af afslappet guitarspil. Græsset er grønt, de fjerne bjerge majestætiske, og himmelen er mere lyseblå end dyrebar kildevand. Og, nåh jo… så er der to bjørne ude i horisonten. Det ligner umiddelbart åbningsskuddet til en traditionel og ordinær Discovery-dokumentar. Men det er hverken de betagende landskaber, den idylliske natur eller endda de enorme bamser, der virkelig er filmens fokus, men snarere manden, Treadwell, og hans samvær med bjørnene, der i sidste ende kostede ham og kæresten livet.

Treadwell blev født i 1957 og dræbt i sommeren 2003 af en af de mange bjørne, han havde besøgt 13 somre i træk i deres smukke omgivelser. Sammen med disse enorme, kraftige væsner kunne Treadwell lukke virkelighedens bekymringer ude. Disse dyr, som aldrig gjorde, hvad menneskeheden så ofte havde gjort imod ham. Som aldrig talte ham imod, aldrig gjorde nar af ham, aldrig gav ham stoffer, aldrig fratog ham en jobmulighed… Vi hører, at Treadwell var en lovende atlet som ung, men en ulykke ødelagde hans sportskarriere. Vi hører, at Treadwell formentlig var tæt på at score Woody Harrelsons rolle i “Sams Bar”. Instruktøren Werner Herzog forsøger at finde ud af, hvad der ledte en mand som Treadwell til den isolerede bjørnebeboede verden, som han øjensynligt søgte tilflugt til.

Herzog har i årtier været en sand mester indenfor både dokumentarens og fiktionens verden. I “Grizzly Man” er Herzog dog ikke blot en instruktør, men en aktiv del af filmen. Via adskillige voice-overs guider Herzog os igennem sin filmiske mosaik om Treadwell. Derudover optræder han også kropsligt i filmen, hvor han flere gange taler med Treadwells familie og bekendte, samt optræder foran kameraet. Herzogs interesse for Treadwells historie har været stor, og hans engagement er tydeligt og ofte smittende.

Men af og til kan man godt spørge sig selv, om en person som Treadwell virkelig fortjente en så grundig og gennemført film dedikeret til sit navn og liv? Herzog mener det tydeligvis, og han kommer også ofte med adskillige subjektive overvejelser (som han dog heldigvis hyppigt gør opmærksom på er [i]subjektive[/i]), der ofte virker lige lovlig dybsindige og filosofiske. Måske var Treadwell vitterligt en særlig og fantastisk personlighed. Han optog adskillige timers videomateriale, der dokumenterede hans ophold sammen med dyrene, og disse udgør naturligvis filmens fundament. Og her er det tydeligt, at Treadwell var et menneske med dybe problemer og med et forvrænget billede af sine omgivelser.

Måske tog Treadwell af sted for at blive opslugt af den dyriske, simple og nærmest desinficerende verden. Men det virker næsten lige så sandsynligt, at Treadwell drog af sted hver sommer, fordi han ingen penge havde, havde svært ved at få et job og simpelthen ikke havde noget bedre at lave – de første to ting noget, som filmen vitterligt etablerer. Og så udartede bjørnebesøgene sig måske til intet andet end en rutine, der bare skænkede manden den sindsro, opmærksomhed og følelse af at være nødvendig, som han havde brug for. Herzog viser os, hvordan Treadwell ofte optager den samme scene om og om igen for at få dialogen helt på plads; hvordan Treadwell har det med at blæse ting op, såsom da han foran kameraet tolker en drilsk hilsen fra en gruppe besøgende som en potentiel dødstrussel. Treadwell ynder at spille over for sit ikke-eksisterende publikum, og dermed synes filmens dybdeborende analyser tit en lille smule unødvendige og uberettigede.